Rettelse: Det har tidligere fremgået af denne artikel, at tanken om en to-statsløsning blev født i forbindelse med Oslo-fredsaftalen i 1993. Denne formulering er fjernet, da idéen også var på bordet i FN-regi i 1947.
Mens Israel forbereder en landoffensiv i det sydlige Gaza, har israelske bosættere åbnet en ny front midt i Jerusalem.
Her kæmper de om hver kvadratmeter jord for at presse palæstinensere ud og sikre byen på jødiske hænder i fremtiden.
Det er allerede lykkedes i en grad, at ideen om et delt Jerusalem som hovedstad for både Israel og en fremtidig palæstinensisk stat efter alt at dømme er død og har været det længe.
Som en understregning af Israels plan om at sikre fuld jødisk kontrol over Jerusalem og alle omgivne områder offentliggjorde Israels regering forleden en plan om at bygge 3.000 nye bosætter-boliger på besat jord:
Altså jord, som ifølge de fredsforhandlinger, som har ligget i dvale i årtier, i fremtiden skal være en del af en palæstinensisk stat.
Israels fremfærd i de besatte områder og i det besatte Østjerusalem står i skærende kontrast til udmeldingerne fra et voksende kor af verdensledere.
Om det er USA's præsident, Joe Biden, den britiske premierminister, Rishi Sunak, EU's leder, Ursula von der Leyen, Kinas leder, Xi Jinpeng, eller Danmarks udenrigsminister, Lars Løkke Rasmussen (M), så gentager de for tiden det samme mantra:
I takt med at Gaza-krigen formentlig nærmer sig en afslutning, peger lederne igen og igen på, at de støtter en tostats-løsning på den evige konflikt i Mellemøsten.
Altså, ideen om at palæstinenserne skal have deres egen stat i de landområder, som Israel besatte efter krigen i 1967. At Jerusalem skal være en fredfyldt og delt by, som både er hovedstad for israelere og palæstinensere.
En tostats-løsning er reel ikke længere mulig
Den løsning har skiftende vestlige ledere i princippet støttet i årtier. Men samtidig har de tilsyneladende lukket øjnene for, hvordan forholdene på landjorden i området har ændret sig.
For Israel har konsekvent år for år forandret både de geografiske og demografiske fakta i de besatte områder, så en tostats-løsning reelt ikke længere er mulig.
Det er ikke sket i stilhed. Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, har for nylig igen forkastet tanken om en selvstændig palæstinensisk stat. Hvilket han har gjort konsekvent siden Oslo-fredsaftalen i 1993.
Resultatet af årtiers konsekvent israelsk politik kan ses af kort fra FN, som enhver kan finde på nettet. FN-organisationen OCHA opdaterer løbende forholdene på den besatte Vestbred.
Her har Israel ikke kun bygget nye, moderne byer for bosættere - nogle af dem med 50.000 indbyggere. Israel har anlagt vejsystemer, militærzoner, industriområder, landbrug og naturreservater på Vestbredden, altsammen under beskyttelse af israelske soldater.
Hvis man sammenligner et landkort over Vestbredden fra 1967, hvor Israel besatte området efter Seksdageskrigen, med et landkort over samme område i dag, er resultatet af Israels kontrol med området iøjnefaldende:
Vestbredden er skåret op i over 150 små og større usammenhængende bidder, hvor Det Palæstinensiske Selvstyre har en vis kontrol - omgivet af bosætter-byer, hvor over en halv million israelere nu lever med tilhørende infrastruktur og zoner, hvor palæstinensere ikke kan færdes frit og ofte ikke dyrke jorden.
Et kort fra den israelske menneskeretsorganisation, B’tselem, som har fulgt udviklingen tæt gennem årene, viser, at israelsk kontrol med palæstinensisk jord er taget til.
Israelske myndigheder stormede Abu Diabs hus og rev det ned
I Jerusalem foregår den samme kamp om jorden. Målet fra Israels side er fuld og hel jødisk kontrol med byen og alle omkringliggende områder.
For at nå det mål foregår der en kamp om hver kvadratmeter og hvert hus i det muslimske Østjerusalem. Her blev den palæstinensiske aktivist Fakhri Abu Diabs hjem for eksempel for nylig revet ned af de israelske myndigheder for at gøre plads til en religiøs tema-park.
Nedrivningen blev fordømt af både USA og EU. Men det ændrer ikke ved, at Abu Diab mistede familiens hjem gennem tre generationer.
Et stenkast fra Abu Diabs hjem konfiskerede jødiske bosættere beskyttet af israelske soldater en lille parkeringsplads, som palæstinensiske naboer har ejet siden 1945. Bosætterne har planer om at bygge en jødisk skole på pladsen, som ligger midt i det muslimske kvarter, Silwan, tæt på den gamle by.
Den kamp om Jerusalem har stået på i årevis, samtidig med at den israelske stat har godkendt opførelsen af nye byområder for bosættere i en halvcirkel omkring byens østlige flanke - på besat jord.
Ser man på et kort over Jerusalem fra 1967 og ét fra i dag, er det ikke svært at få øje på målet. Jerusalem skal være en udelt jødisk by og hovedstaden i Israel, og de nye kvarterer og byer på Jerusalems østlige side skal sammen med det såkaldte sikkerhedshegn - her en meter høj beton mur - afskære Østjerusalem og dets palæstinensiske beboere fra Vestbredden.
Amy Cohen er jødisk aktivist og har fulgt bosættelserne i årevis. Hun ser dem, som den største forhindring for fred:
Lægger man de to aktuelle kort - over Vestbredden og Jerusalem - sammen, står det klart, at en selvstændig palæstinensisk stat med hovedstad i Østjerusalem er en illusion.
Hvorfor bliver alverdens ledere så ved med at sige, at de støtter en tostats-løsning?
Ikke fordi Israels regering holder sine holdninger hemmelige: Netanyahu siger meget åbent, at Israel skal have kontrol med Vestbredden for at garantere Israels sikkerhed - fra Jordanfloden til havet.
Ikke fordi bosætterbevægelsen eller de højreorienterede partier i Netanyahus koalitionsregering lægger skjul på deres mål: At der aldrig bliver en palæstinensisk stat på Vestbredden.
De mener, at enhver tale om en “tostats-løsning” er det samme som at belønne Hamas for gruppens bestialske terrorangreb 7. oktober.
Ran Ichy er er talsmand for bosætterne. Han ønsker på ingen måde, at palæstinenserne får sin egen stat:
Hvis ikke tostats-løsning, hvad så?
Hvorfor så? Man kan let få den mistanke, at alverdens politiske ledere nu igen siger “tostats-løsning” fordi de ikke ved, hvad de ellers skal sige.
Der er meget på spil i Gaza-krigen ikke bare for krigens parter.
Krigen truer med at sprede sig i regionen; den internationale skibstrafik gennem Rødehavet risikere at blive afbrudt, hvilket kan få store økonomiske følger for hele verden - tænk på hvad det kostede verdens forbrugere, da et fragtskib lagde sig på tværs af Suez-kanalen og blokerede for al trafik.
Men det står klart, at så længe verden bliver ved med at tale om en umulig tostats-løsning, så bliver andre mulige løsninger på den israelsk-palæstinensiske konflikt ikke udforsket.
Ingen løsning er ukompliceret. Hvad enten det er en énstats-løsning, hvor palæstinensere indlemmes i et stor-Israel og opnår samme civile rettigheder som israelere. Eller måske en konføderation mellem områder under palæstinensisk kontrol og den israelske stat med frihed og retfærdighed for alle.
Men uden i det mindste at undersøge om der findes en løsning, som garanterer begge parter sikkerhed og retfærdighed, er det kun et spørgsmål om tid, før den næste krig bryder ud.
Og hvis man har fulgt de sidste 20 års konflikter i området, står det klart, at for hver krig vokser de civile ofre og lidelser. Det samme gør hadet på begge sider.