Det var i Pakistan i 2009, at jeg første gang bevidnede, hvordan islamistiske terrororganisationer i høj grad lever af modstand. At deres ilt blandt andet kommer fra Vestens trang til at tilintetgøre dem.
En militant fra de pakistanske stammeområder, hvor Taleban og ikke mindst al-Qaeda holdt til, glædede sig over USA’s bombedroner, der angreb hyppigt over stammeområderne.
- For hver gang de bomber, får jeg hundrede nye krigere, erklærede han.
Al-Qaeda lever
Dengang gjaldt det endnu præsident Barack Obamas helt store skalp, leder af al-Qaeda og ikonet Osama bin Laden. Arkitekten bag 9/11-angrebet, som ændrede hele verden.
Den amerikanske ambassade i Islamabad bugnede med efterretningsofficerer og andre aktører i jagten på al-Qaeda-lederen. Og endelig i maj 2011 blev bin Laden dræbt i Abottabad, hvor han havde boet for næsen af det pakistanske militær.
Samme dag besøgte jeg et gymnasium i Afghanistans hovedstad Kabul, fyldt med unge mænd i kampalderen fra landets østlige provinser, der grænsede op til de pakistanske stammeområder. De var kommet fra deres konservative, urolige provinser til byen i regeringens forsøg på at uddanne dem, omvende dem og give dem et alternativ til hellig krig.
Indsatsen virkede dog omsonst den dag. Opildnede over bin Ladens død erklærede de under interviewet hævn og kastede sten efter bilen, da jeg kørte væk, fordi chaufføren Rafi var shiamuslim og ja, vel også fordi jeg var fra "Vesten".
I dag, over fem år efter bin Ladens død, eksisterer al-Qaeda som bekendt stadig. Nuvel, organisationen ser nok anderledes ud, har gennemlevet svære perioder og befinder sig i en magtkamp med Islamisk Stat (IS) i forhold til den globale jihad, men den eksisterer stadig - og som nogle observatører har påpeget, tilpasser den sig og vokser på slagmarken i Syrien - ved siden af - eller i skyggen af - Vestens nyeste erkendte fjende nummer et, Islamisk Stat.
Aldrig et nederlag
I løbet af de seneste otte år er jeg holdt op med at tælle, hvor mange gange jeg har talt om dræbte topfigurer fra den ene eller anden terrororganisation.
Og jo, umiddelbart medfører det et tab at miste en topleder, et fremtrædende symbol, en samlende karakter, et ikon. Jeg plejer at kalde det "et slag". Men det er aldrig et nederlag. For det lykkes ofte og med al tydelighed at finde nye rekrutter, allerede positionerede arvtagere til dem, der bliver dræbt, og det lykkes at tilpasse sig.
I går mistede IS så tilsyneladende topfiguren og IS' nummer 2 efter lederen Abu Bakr al-Baghdadi, Abu Mohammad al-Adnani, der er en af USA's mest eftersøgte terrorister.
Hvis hans død i et koalitionsangreb lidt uden for byen Al-Bab i Aleppo-provinsen i Syrien bliver endeligt bekræftet, er det USA's og koalitionens hidtil mest signifikante skalp fra IS lederskabet.
Den indflydelsesrige al-Adnani har blandt andet orkestreret IS-angreb uden for Syrien og Irak og inspireret unge sympatisører i Europa og USA til at begå angreb mod "amerikanere, franskmænd eller nogle af deres allierede".
- Smadr hans hoved med en sten, slagt ham med en kniv, kør ham over med en bil eller kast ham ud fra et højt sted, kvæl ham, forgift ham, lød det i en af al-Adnanis taler, og i takt med at IS er blevet presset på slagmarken i Syrien og Irak, er antallet af IS-angreb uden for organisationens territorier vokset - i resten af Mellemøsten og i Europa.
Offensiv mod Mosul
Forberedelserne til en offensiv mod det selverklærede kalifats hovedby i Irak, Mosul, er i fuld sving. I min sommerferie mødte jeg i Kairo to officerer fra de irakiske specialstyrker, der skulle nå en kort ferie, inden de skulle tilbage og i løbet af efteråret være med til at vriste Mosul ud af islamisternes greb, der officielt har varet siden juni 2014 - uofficielt meget længere tid, men det kommer jeg tilbage til.
- Offensiven i Mosul vil tage omkring et par måneder, lød deres bud på den modstand, de ville møde i Iraks næststørste by, hvor mellem 600.000 og 800.000 civile i øjeblikket er fanget.
- Ikke længere tid, spurgte jeg.
- IS er ved at krakelere, svarede de, og ekkoede dermed, hvad Iraks daværende forsvarsminister, Khaled al-Obeidi, fortalte mig i juni under offensiven mod IS i byen Fallujah.
I de frontlinjer, vi besøgte omkring Fallujah, virkede IS svækket. De forsvarede sig med bil- eller selvmordsbomber, miner og lettere våben, men kom ikke frem i aggressive eller snarrådige modangreb.
- IS er ved at krakelere i hele Irak og operationen i Fallujah er snart slut, proklamerede al-Obeidi.
Den opfattelse blev bakket op, hvor end jeg kom i militære hovedkvarterer og på baser. Måneders intensivt bombardement og ikke mindst kvælertag om IS' økonomi, forsyningslinjer til materiel og folk samt kommunikationslinjer har svækket organisationen i forhold til at være i stand til at holde på dens territorier.
Men hvad koalitionen og Vesten ser som konturerne af en kommende sejr, vil sandsynligvis kun være i form af en lokalt forankret, geografisk sejr i de tilbageerobrede territorier i Syrien og Irak. En slags IS på skrump.
Ideen om kalifatet
Rasha al Aqeedi har boet i Mosul det meste af sit liv og arbejder nu for en tænketank i Dubai, hvor hun beskæftiger sig med Irak. Hun hopper i stolen ved tanken om en dag inden alt for længe at kunne vende tilbage til sin hjemby. Også selvom hun er overbevist om, at Mosuls fald ikke bliver IS' endeligt.
- Du kan ikke besejre IS. For dem eksisterer der ikke noget nederlag, så længe ideen om kalifatet lever, og det gør den, og de behøver ikke territorier for at holde den i live. Du vil høre IS-krigere referere til, at profeten også mistede territorier, så det betyder ikke det store, fortæller kvinden, der om nogen kender den muld, IS vokser i.
Allerede i 2007 måtte hun forlade sit arbejde efter trusler fra islamister i Mosul, der kaldte sig "Islamisk Stat".
- Vi har kendt til det tankesæt i årevis, så det overraskede mig ikke, at vi pludselig havde et selvudnævnt kalifat i Mosul, siger hun.
Har en pointe
Både ideen, men også de politiske forhold lokalt i Irak og Syrien, som IS også er vokset ud af, er indtil videre intakt.
Før al-Adnani blev dræbt, stillede han et ledende spørgsmål, om Vesten var "sejrende", da USA dræbte IS-grundlæggeren og leder af al-Qaeda i Irak, Abu Musab al-Zarqawi, i 2006 og al-Qaedas leder, Osama bin Laden, i 2011.
Uagtet hvor mange menneskeliv al-Adnani måtte have på samvittigheden, så kan ingen fornægte, at han har en pointe.
Al-Adnanis død vil sandsynligvis ikke have større indflydelse på IS, end bin Ladens død havde på al-Qaeda. I IS-sympatisørnetværket er de allerede gået på barrikaderne for at kræve hævn.
Det minder mig om de unge gymnasieslever i Afghanistan i 2011.