Præsident Barack Obama er blevet grå i toppen. Specielt det sidste år har tæret.
Men Obama så specielt forpint ud i går. Han stod i mediernes nådesløse spotlight på ferieøen Martha's Vinyard og fordømte det bestialske mord på den amerikanske journalist James Foley. Han vidste også, at offentligheden lige om lidt ville få at vide, at et større amerikansk forsøg på at befri en gruppe amerikanske gidsler fra fangenskab hos islamiske ekstremister i Syrien i sommer, var slået fejl.
Et sted i præsidentens baghoved må - eller bør - tankerne have raset: Er Islamisk Stat, er mordet på Foley, er kaos i Irak og i Syrien - er det konsekvensen af mine beslutninger?
Obamas røde linje
For Obama trådte i går frem for at fordømme drabet på Foley, netop på dagen før den begivenhed, der for bare et år siden blev et vendepunkt i udviklingen i kaotiske Syrien og Irak.
Den 21. august 2013 sendte Syriens præsident Assad kemiske våben ud over sin civil-befolkning i en forstad til Damaskus. I åben trods mod præsident Obama og hans advarsler.
Præcis et år før angrebet havde Obama sagt: "Vi har været ganske præcise over for Assad-regimet... at det vil være en rød linje for os, hvis vi ser en hel masse kemiske våben blive flyttet rundt - eller brugt".
I Syrien forberedte regimet sig på amerikanske bombninger. Oprørerne mod Assad ventede på deres chance. Alle satsede på, at amerikanerne langt om længe ville greb ind. Assad-regimets dage var talte.
Men Putin havde meldt sig med et forslag. Rusland ville være med til at afskaffe Assad-regimets kemiske masseødelæggelsesvåben. Forslaget blev gennemanalyseret, mens udenrigsminister John Kerry i Washington holdt et lidenskabeligt forsvar for, at USA måtte gribe ind. Obama kunne ikke modstå Putins tilbud. Han skiftede holdning - uden at orientere sin udenrigsminister.
Skuffelsen blandt Assad-regimets fjender var tyk som giftgastågerne over forstaden i Damaskus. Obama havde svigtet. USA havde mistet troværdighed - i en del af verden, hvor magt stadig aftvinger respekt.
Den sorte plet
Siden er de vestligt støttede oprørere mod Assad-regimet blevet totalt marginaliseret. Fredsforhandlinger er løbet ud i ørkensandet. Assad-regimet sidder så sikkert ved magten, som nogen nu kan sidde sikkert ved magten i Syrien. 170.000 er blevet dræbt. Flere vil følge.
Og de militante, islamiske ekstremister i ISIS har udråbt kalifatet "Islamiske Stat", ophævet landegrænserne mellem Irak og Syrien og truer hele den orden, der har hersket i Mellemøsten siden afslutningen af første verdenskrig.
Obamas beslutning om ikke at tage sin røde linje alvorligt, ikke at gribe ind i Syrien, vil forblive den store sorte plet på hans udenrigspolitik. Det var der, at Obama og USA mistede troværdighed i Mellemøsten og dermed slap kræfter løs, der kan vise sig at blive umulige at tæmme.
Obama selv afviser lidenskabeligt, at bevæbningen af de sekulære og vestligt orienterede oprørere kunne have ført til sejr over Assad-regimet. Flytning og eliminering af Assads kemiske våben ser han som et betydeligt resultat i kampen mod masseødelæggelsesvåben.
Hård debat
Debatten om Obamas internationale politik raser i disse uger, hvor kriserne i Mellemøsten og Ukraine ser ud som om, at de går fra slemt til værre, fra håndterbare kriser til kriser, der er på vej ud af kontrol. Kritikerne i specielt USA kalder Obamas indsat for alt fra inkompetent over naiv (for ikke at nævne det, der er værre) til en abdikation af USA's position som verdens førende magt.
Obama selv bliver kaldt passiv, uengageret, isoleret - en mand, der ikke bærer selve ideen om den "amerikanske egenart" som en del af sin DNA, og som derfor er parat til at sætte USA's globale interesser over styr.
Men det er værd at gå tilbage i tiden, til 2008, og se på det USA han arvede efter Bush og på de løfter og visioner, han dengang gav for sin udenrigspolitik.
USA var på randen af økonomisk sammenbrud i 2008-2009 - intet mindre. Millioner af arbejdspladser forsvandt. Bilindustrien stod foran kollaps. Den finansielle sektor balancerede på randen af afgrunden. Små og mellemstore virksomheder krakkede. Millioner af amerikanere må gå fra hus og hjem. Den økonomiske krise svækkede supermagten USA.
For Obama kom det til at handle om, at finde måden at lade supermagten USA tage nogle trin ned fra sine globale tinder, ned til en håndterbar position. Ja, det ville give ambitiøse magter og grupperinger nyt spillerum. Men det var realiteten.
Obama som realist
Efter Clinton-regeringens syn på USA som verdens "uundværlige nation" i 90'erne, over George W. Bush' "I er enten med eller mod os" i 00'erne, så ser Obama USA som verdens førende magt, et eksempel til efterfølgelse. Men det er et USA, der ikke vil påtvinge omverdenen USA's vilje, som snarere vil gribe ind, når amerikanske nationale interesser og sikkerhed står på spil. I den amerikanske debat handler det om kampen mellem "idealister" og "realister" - med Obama som realist.
Hans udenrigspolitiske mål listede han sådan her i 2008:
"Jeg vil fokusere min strategi på 5 mål, der er essentielle for at gøre Amerika sikkert: Jeg vil slutte krigen i Irak på en ansvarlig måde. Jeg vil føre kampen mod Al Qaeda og Taliban til ende. Jeg vil sikre alle kernevåben og atom-materiale, der er i hænderne på terrorister eller slyngelstater. Jeg vil sikre energi-sikkerhed og jeg vil genopbygge vores alliancer, så vi kan konfrontere det 21. århundredes udfordringer."
Resultaterne
Og trods den aktuelle kritik, er Obama nået langt.
Obama fik hentet de amerikanske styrker hjem fra Irak og efterlod landet i en acceptabel tilstand, som premierminister Maliki senere satte over styr. Obama fik dog ikke en aftale på plads om at stationere amerikanske styrker i Irak.
Obama fik elimineret Osama Bin Laden - det var stort i USA. Al-Qaeda ligner en svækket organisation. Taliban i Afghanistan er stadig en magtfaktor, der kan vælte det afghanske korthus, når USA og Nato trækker sig. Men USA fastholder sit militær i Afghanistan.
Obama har arbejdet intenst på atom-nedrustning. Han har sikret en nedrustningsaftale med Rusland. Og han kan stadig hente en historisk aftale hjem med Iran om det iranske atom-program. Den aftale kan, hvis den bliver til noget i november, vende op og ned på Irans engagement i Mellemøsten.
Obamas USA drosler måned for måned sin afhængighed af Mellemøsten som energileverandør ned og kan blive nettoeksportør af olie. Det amerikanske skifergas- og olieboom kan over en årrække gøre USA nærmest uafhængig af energi udefra, hvis man ønsker det.
Obama er i fuld gang med at genopbygge alliancer og partnerskaber med allierede - først og fremmest i USA's nye fokusområde: Asien. Det handler om handelsaftaler og militære partnerskabsaftaler, der skal sikre vestlige værdier og interesser og samtidig fungere som modvægt mod Kinas stadig mere aggressive fremfærd over for sine asiatiske naboer.
Udviklingen i den arabiske verden i kølvandet på det arabiske forår og præsident Putins aggression over for Ukraine demonstrerer, at den tid er forbi, hvor USA rykker ud og projicerer sin og Vestens magt. USA har stadig magten - og mange gange mere magt end sine nærmeste konkurrenter. Men efter Bush og med Obama bliver den magt brugt til at forsvare og sikre amerikanske interesser - ikke til at tvinge amerikanske værdier ned over samfund, der måske ikke ønsker det.
Det vil skabe tomrum. De tomrum vil i en hvis grad blive søgt udfyldt - som vi oplever det nu i Mellemøsten og Ukraine.