Normalt strømmer de til Davos - verdens internationale milliardærer og ditto magthavere - sammen med nobelprisvindere, økonomer og lobbyister.
De fleste har som formål at styrke egne og verdens økonomier blandt andet ved at komme med bud på, hvordan vi løser nogle af verdens største udfordringer.
Således kunne man sidste år se Kofi Annan, modtager af Nobels fredspris og tidligere FN-generalsekretær, gå forsigtigt gennem sneen i den schweiziske skisportsby.
Imens spiste USA’s Donald Trump middag med europæiske forretningsledere og erklærede, at ”America is open for business”.
Og Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, holdt en flammende ”France is back”-tale om vigtigheden af en ”ægte, global kontrakt” om at investere i menneskelig kapital og stå sammen om at bekæmpe både terrorisme og konsekvenserne af klimaforandringerne.
Afbudene strømmer ind
Man kunne se Canadas premierminister, Justin Trudeau, side om side med den unge pakistanske menneskerettighedsheltinde Malala Yousafzai i en lidenskabelig debat om ligestilling.
Man kunne høre Storbritanniens Theresa May fortælle, at brexit ikke vil ændre på briternes begejstring for frihandel og internationalt samarbejde.
Og man kunne møde Oscar-vinderen Cate Blanchett, der plæderede for international solidaritet i flygtningekrisen.
Det var, kort sagt, ikke til at komme frem for hverken snemasser, velvilje eller verdensberømtheder.
Men det var sidste år.
I år strømmer afbuddene ind til det uformelle økonomiske topmøde i Schweiz.
Verdens ledere er i 2019 ganske enkelt for optaget af deres egne hjemlige problemer til at kunne mødes for at forsøge at løse resten af verdens problemer.
Endda i et år, hvor et af hovedtemaerne i Davos er international stabilitet, eller rettere manglen på samme.
Trump bliver hjemme
Den amerikanske præsident var den første, der aflyste sin optræden i Davos.
Donald Trump er mere end almindeligt optaget hjemme i Washington D.C., hvor sammenbruddet i Kongressens finanslovsforhandlinger betyder, at store dele af USA’s statsapparat er lukket ned, mens Demokraterne og Republikanerne skændes om finansieringen af muren ved den mexicanske grænse.
Næste prominente afbud kom fra Frankrigs præsident. Han kan ikke bære at blive set gnubbe skuldre med eliten i Schweiz, mens De Gule Veste protesterer mod social ulighed hjemme i Frankrig.
Emmanuel Macron – der ellers er noget nær den menneskelig inkarnation af Davos’ globaliseringsvenlige og internationale værdier – bruger i stedet tiden på noget, der minder om landsdækkende gruppeterapi med gigantiske borgermøder overalt i Frankrig.
Her forsøger regeringen og befolkningen at genskabe tilliden til hinanden og finde løsninger på den sociale krise, Frankrig befinder sig i.
Modi, Xi - og Løkke
Hvad angår Theresa May – som sidste år i Davos regnede med, at brexit ville være så godt som handlet af nu – så har Storbritanniens premierminister meldt afbud efter en uge, hvor hendes brexitplan blev afvist af parlamentet, og hun med nød og næppe overlevede en mistillidsafstemning.
Såvel uro som afbud har det med at sprede sig, så listen fortsætter:
To af sidste års store Davos-stjerner, Kinas præsident, Xi Jinping, og Indiens premierminister, Narendra Modi, - begge i spidsen for nogle af verdens allerstørste økonomier - har også meldt afbud.
Og mere hjemlig ustabilitet, så sent som denne weekend, førte til afbud fra Zimbabwes præsident, Emmerson Mnangagwa. Han forsøger at få ro på den højspændte konflikt, hvor massive demonstrationer mod stigende benzinpriser betyder, at militæret er sendt på gaden.
I den noget mere rolige afdeling for aflysninger finder vi Danmarks statsminister, Lars Løkke Rasmussen (V).
Han havde planlagt at deltage i Davos igen i år, men prioriterede i 11. time at blive i Danmark, hvor hans sundhedsreform holder ham godt beskæftiget.
Tegner til en sløv omgang
Det tegner kort sagt til at blive en sløv omgang i de schweiziske alper, når Det Verdensøkonomiske Forum åbner løjperne tirsdag.
Og virkeligheden er, at kløfterne bliver dybere og dybere mellem dem, der plejer at være stjernerne i Davos, og de store befolkninger, der ikke kommer i de højere luftlag.
Afstanden mellem ”folket” og ”eliten” er vokset i en lang række lande det seneste år.
Og er ikke mindst grunden til, at så mange ledere må blive hjemme for at slukke bål og brande i deres egne baghaver.
Det navnkundige Edelman Trust Barometer, som i snart 20 år har målt den offentlige tillid til blandt andre institutioner, medier, regeringer og medmennesker, har netop udgivet sin årlige undersøgelse, der bygger på data fra flere end 33.000 personer i 27 lande.
Her fremgår det, at tillidskløften aldrig har været større mellem de veluddannede og velhavende på den ene side og den brede befolkning på den anden side.
Samtidig indikerer undersøgelsen, at 80 procent ikke oplever, at de etablerede politiske og institutionelle systemer arbejder for dem.
Aflysninger er dårligt tegn
Davos-arrangørerne forsøger, som arrangører nu engang gør, at vende afbuddene til en succes.
Det sker med et budskab om, at der på årets uformelle økonomiske topmøde vil være plads til mere dybdegående diskussioner og møder, særligt hvad angår de økonomiske og demografiske konsekvenser af globaliseringen og den teknologiske udvikling.
Men de mange aflysninger kan ikke ses som andet end et dårligt tegn for det internationale samarbejde, der i forvejen er under pres.
Således er årets Verdensøkonomiske Forum (WEF) et spejl af de internationale problemer.
Derfor kæmper Davos-grundlæggeren, Klaus Schwab, og WEF-direktøren, Børge Brende, for at markere, at de – og alle andre i Davos – har øjne og ører for de folkelige protester, der udspiller sig rundt omkring i en lang række lande.
Mantraet er, at hvis man vil tage globaliseringen og dens konsekvenser alvorligt, er man nødt til at tage protestbevægelserne alvorligt.
Spørgsmålet er bare, om dét budskab når ned fra den schweiziske alpetop.
Om det når ned til dem, der udstyret med gule veste, røde kasketter eller hvad oprøret nu engang måtte være symboliseret ved, er i fuld gang med at udfordre verdensordenen – og udfordre eliten.