Normalt kæmper en regeringsleder med næb og kløer for at få placeret sine landsmænd højt på centrale poster i EU.
Det giver en direkte forbindelse til informationer om, hvad der sker i EU, og selvom en EU-leder ikke kan og må varetage nationale interesser, så er der alligevel med en landsmand på en central EU-post en garanti for, at der højt i EU-systemet er forståelse for landets særheder.
Men sådan ser det ikke ud i tilfældet med Polen og Tusk. Her er indenrigspolitisk nid og gammelt nag gået forud for enhver polsk national interesse.
I flere måneder har den polske premierminister Beata Szydlo åbent forsøgt at spænde ben for, at Donald Tusk skulle blive forlænget som formand for ministerrådet. Med telefonopkald og et brev rundt til sine fæller i de øvrige lande, har hun forsøgt at samle modstand mod Tusk. Men forgæves.
Donald Tusk blev genvalgt på dagens EU-topmøde – i en kort proces, hvor alle lande stemte for ham undtagen Polen.
Har Polen så tabt ansigt?
Den polske regering havde nok aldrig helt regnet med, at den kunne stoppe genudnævnelsen af Tusk. Men de havde nok håbet på at skabe mere bølgegang og diskussion i EU-kredsen.
Men det lykkedes ikke at få Polens sædvanlige allierede med på legen. Ungarns Viktor Orban, plejer at være med på et polsk oprør, og de øvrige Visegrads-lande Tjekkiet og Slovakiet gør normalt det samme. Men ingen af dem ønskede at deltage i oprøret. Eller også mener de ligefrem, at Tusk gør det godt - i modsætning til Polen.
Hvis polakkerne ønskede at bruge sagen til at demonstrere deres modvilje mod Tusk af indenrigspolitiske grunde, så har det skabt den ønskede effekt.
Ingen i og omkring EU er i tvivl om, at den nuværende polske ledelse ikke er fan af deres landsmand og politiske modstander i Bruxelles. Og målinger i Polen viser, at en større andel af den polske befolkning i dag har et mere negativt billede af Donald Tusk efter al den kritik af EU-formanden, som den polske regering har fremført offentligt gennem de seneste uger.
Polen gør sig uheldigt bemærk i EU-regi
Men det er ikke kun i Polen, at den megen kritik af Tusk kommer med en pris.
For den polske regering har skabt betydelig irritation blandt de andre EU-ledere.
Alle kan se, at Polen har taget et rent indenrigspolitisk opgør med ind på EU-scenen. Det har andre lande også gjort tidligere. Men når det gælder Polen, så kommer sagen om landets modstand mod Tusk oveni en række andre sager.
Polen er i EU-Kommissionens søgelys for ikke at overholde de demokratiske spilleregler – især når det gælder udnævnelse af dommere i landet. Og Polen er et af de EU-lande, som har udvist mindst solidaritet i forbindelse med flygtningekrisen.
Det betyder, at den polske regering står dårligt i EU netop nu. Og det er et uheldigt tidspunkt, da EU-samarbejdet blandt andet står overfor en omfattende reform af EU-budgettet, når Storbritannien forlader EU. Og det land, som står til at miste mest EU-støtte, er netop Polen.
Tusk står stærkt
Til gengæld står Donald Tusk stærk og styrket efter dagens genudnævnelse.
27 EU-lande viste ved EU-topmødet, at de alle ønskede Tusk. Faktisk så meget, at de var parate til at genudnævne ham – ved en afstemning og mod Polens vilje. Det giver Tusk en ekstra styrke.
Han har nu opbakning i alle hovedstæder. Hans mandat udløber i 2019 – på det tidspunkt kan han ikke forlænges yderligere.
Så EU har på den måde fået en styrket formand, som i de kommende år skal styre EU gennem store beslutninger, hvor Storbritanniens EU-exit skal forhandles på plads, EU's budget skal reformeres grundlæggende, og der skal træffes store beslutninger i forhold til for eksempel håndteringen af flygtningekrisen.
EU-topmødets polske slagsmål endte med én polsk vinder. Donald Tusk. Og en polsk taber – den polske regering.