Den kinesiske regering har tre interesser i krigen mellem Israel og Hamas:
At være et alternativ til USA globalt, at blive set som den retoriske leder af Det Globale Syd, og at sikre sine energileverancer fra Mellemøsten.
Ideen om at være et alternativ til USAs globale dominans gennemsyrer de fleste globale beslutninger, der tages i Beijing i disse år. I krigen mellem Israel og Hamas har det været ret ligetil: allerede mandagen efter Hamas’ terrorangreb mod Israel d. 7. oktober, sagde en talsmand i Beijing, at man mener, at ’en to-stats løsning skal implementeres og det palæstinensiske spørgsmål skal løses.’
I klar kontrast til Det Hvide Hus og EU, hvor man brugte de første uger af krigen på at fordømme Hamas’ terrorangreb, har man i Beijing fortsat ikke nævnt Hamas ved navn, og man har ikke kaldt angrebet på Israel for terror.
Kina er neutral, fordi ’store lande bør være objektive og retfærdige’, som man selv siger det.
Kinesisk neutralitet giver, ifølge kinesiske akademikere, Kina lov til at arbejde med alle.
Det var blandt andet på den baggrund, at Beijing faciliterede en forbrødring mellem Saudi Arabien og Iran tilbage i foråret, og efterfølgende satte spekulationer i gang om, hvorvidt det ville trække på samme talenter i forholdet mellem Israel og Palæstina.
Det blev aldrig til noget og bliver det heller ikke i fremtiden.
Netanyahu’s ansigtstab
I Israel ser man ikke den kinesiske neutralitet som hverken neutral eller fair. Søndag skrev den israelske ambassade i Beijing, at man forventer, at ’Kina officielt siger, at Hamas er en terror-organisation og fordømmer massakren mod civile d. 7. oktober.’
Det er ikke sket. Og det kommer heller ikke til at ske. Kina har ikke Hamas på sin liste over terror-organisationer og helt tilbage til Mao Zedongs dage, har man været i sympati med den palæstinensiske sag.
Israel og Kina var ellers begyndt at flirte diplomatisk og økonomisk under Benjamin Netanyahus regering på grund af den israelske premierministers uenigheder med den amerikanske præsident Joe Biden.
I en grad, så han poserede med en signeret udgave af Xi Jinpings bog ’The Governance of China’ under et besøg fra den kinesiske ambassadør i Israel. En bog, man kun læser og poserer med, hvis man er litterær flagellant, eller forsøger at gøre sig til for Beijing.
For Netanyahu er Kinas neutralitet og manglende fordømmelse af Hamas en hån for det samarbejde, man har forsøgt at etablere.
For den kinesiske regering har det været en perfekt mulighed for at stille sig som et alternativ til et USA, der støtter Israel.
Ikke mindst i FN, et forum som Beijing ynder at rose, når det gør, som man ønsker.
Stemmen for det globale syd
En ikke-bindende resolution om våbenhvile i FNs generalforsamling blev i sidste uge vedtaget med 120 stemmer for, 14 imod, og 45 lande, der undlod at stemme. Kina var blandt de 120, USA blandt de 14, og Danmark i sidste kategori.
Et forsøg på at tilføje en fordømmelse af Hamas’ terrorangreb d. 7. oktober til resolutionen, blev ikke stemt igennem.
Modsat krigen i Ukraine, hvor Kina ikke har villet fordømme den russiske invasion, eller kalde det en invasion, befinder Beijing sig blandt majoriteten af klodens lande i FN, når det kommer til krigen mellem Israel og Hamas.
Der vil man gerne være. Især fordi man står blandt lande fra den sydlige halvkugle, hvor man selv mener, man hører hjemme, eller som Xi Jinping siger det: ’Kina vil altid være en del af udviklingslandene’.
Det handler om koalitionsopbygning. Den kinesiske regering ser sig selv som værende i en eksistentiel kamp med USA, og man kurtiserer lande i især Afrika, Sydamerika, og Asien med pomp og pragt og blæksorte checkhæfter.
Og det duer: over 100 lande udtrykte støtte til en erklæring om, at spørgsmål om Xinjiang, hvor den kinesiske regering har interneret over en million fra det muslimske mindretal uighurerne, ikke kommer andre lande ved. Blandt de støttende var flere muslimske stater.
I FNs højkommissariat for menneskerettigheders egen rapport om Xinjiang, stod der, at Kinas masseindespærring af uigurer kunne være i strid med menneskerettighederne.
FN-stemmer er en ting, men i sidste ende er Kinas støtte til palæstinenserne også et spørgsmål om energi.
Olie og gode arabiske forhold
Kina er i dag den største importør af saudiarabisk olie. Over de sidste 20 år er saudisk eksport til USA faldet med en tredjedel, mens eksporten til Kina er steget med 3600 procent. Det amerikanske økonomiske greb om regionen er blevet svækket i takt med, at USA er blevet selvforsynende på olie, mens kineserne stadig er kæmpe net-importør.
Iransk olie flyder ligeledes friskt. 25 procent af al iransk eksport ender i Kina. Med den slags afhængigheder i Mellemøsten, står Beijing i dag med de samme dilemmaer, der tidligere bandt USA ind i et kludetæppe af modstridende alliancer og uendelige krige i regionen.
Beijing har brug for et stabilt Mellemøsten til at støtte sit image som en fredselskende stormagt, i kontrast til ’det krigeriske USA’, og en fortsat gnidningsfri leverance af olie og gas fra regionen.
Så Kina står med palæstinenserne.