Terrororganisationen Islamisk Stat (IS) har kun kontrol med små områder i Irak, efter at gruppen er blevet drevet ud af millionbyen Mosul.
Men det er for tidligt at fejre en total sejr over Islamisk Stat i Irak, lyder det fra den amerikanske generalløjtnant Stephen Townsend, der leder den amerikansk-ledede operation mod Islamisk Stat.
- Hvis vi skal forhindre, at IS 2.0 vokser frem, skal Iraks regering gøre noget markant anderledes, siger Stephen Townsend til BBC.
Irak er plaget af markante sekteriske spændinger mellem sunni- og shiamuslimer med en klar overvægt af shiamuslimer i landet. Efter den sunnimuslimske Saddam Husseins fald under invasionen i Irak i 2003, blev der i 2006 indsat en regering domineret af shiamuslimer.
Abadi skal samle nationen
Da Islamisk Stat vandt frem i Irak i de tidlige sommermåneder i 2014, begyndte jorden at brænde under den daværende premierminister, Nouri al-Maliki.
Maliki havde i 20 år boet som flygtning i Syrien og var topfigur i det shiamuslimske Dawa-parti, der var forbudt i Irak.
Under sin tid i regeringen i Irak fungerede Nouri al-Maliki ikke bare som premierminister, men også som indenrigs- og forsvarsminister og indsatte flere familiemedlemmer under sig.
I august 2014 blev Maliki afsat, og Haider al-Abadi blev udpeget som den premierminister, der skulle indsætte en ny og mere inkluderende regering i Irak.
Og det er den regering, der nu skal vise, at den kan samle landet under samme flag.
- De er nødt til at række ud og forene sig med sunni-befolkningen og få dem til at føle, at regeringen i Bagdad repræsenterer dem, siger Stephen Townsend.