Islamisk Stats gruppeledere i den irakiske storby Mosul flygter, efterhånden som amerikanskstøttede lokale styrker rykker tættere på jihadisternes sidste store bastion i Irak.
General Gary Volesky leder landstyrkerne i den amerikanskledede koalition, og han forudser, at et stort antal udlændinge vil komme til at udgøre den kerne af jihadister, som står tilbage i Mosul, fordi de ikke har noget sted at flygte hen.
Det anslås, at mellem 3.500 til 5.000 krigere fra Islamisk Stat i Mosul er omringet af titusindvis af irakiske soldater.
Han afviser at sige, hvor mange ledere der har forladt Mosul, og hvornår det er sket, ligesom han heller ikke vil sige, hvor de er taget hen.
Fremrykkende kurdiske peshmerga-krigere siger, at de under den tre dage lange fremrykning mod selve Mosul har fundet tunneler, lureminer og sprængstoffer under huse i landsbyer i oplandet til Mosul.
Den amerikanske avis Wall Street Journal beretter fra de kurdiske Peshmerga-stillinger om begyndende utilfredshed med Iraks hær.
- De irakiske styrker har ikke flyttet sig ud af stedet. Planen var, at vi skulle erobre nogle landsbyer, og så skulle irakerne tage nogle flere. Det gjorde de ikke, siger den kurdiske general Sihad Barzani til avisen.
/ritzau/