Amerikaner dræbt af skud under uro i Egypten

Amerikansk statsborger blev dræbt under gadekampe i Egyptens næststørste by, siger sikkerhedskilder.

En amerikansk statsborger blev fredag dræbt i den egyptiske by Alexandria under sammenstød mellem tilhængere og modstandere af den egyptiske præsident, Mohamed Mursi, siger en læge og flere sikkerhedskilder.

- Manden døde af sår brystet, siger en højtstående sikkerhedskilde i Alexandria, general Amin Ezzeddin.

Hospitalskilder siger, at den dræbte var "en 21-årig amerikansk statsborger."

Ramt af fuglehagl

Han blev bragt til hospitalet med skudsår fra fuglehagl, siger kilderne.

Den amerikanske ambassade i Kairo er ved at undersøge rapporterne.

Statslige egyptiske medier beretter, at den dræbte var pressefotograf.

Tusindvis af demonstranter

Tidligere blev en anden mand meldt dræbt af skud i Alexandria under gadekampe mellem politi og demonstranter.

I Kairo er tusindvis af demonstranter også samlet på Tahrirpladsen i Kairo for at protestere mod regeringen. I en anden bydel i Kairo er der demonstrationer til fordel for præsidenten.

Flere fremtrædende gejstlige i Egypten advarer om borgerkrigslignende tilstande imellem tilhængere og modstandere af Mursi og hans regering.

Gejstlige støtter Mursi

De gejstlige, som tydeligvis støtter Mursi, anklager "kriminelle bander" for at opildne til uro og vold.

Mursis tilhængere siger, at hans legitimitet blev sikret ved hans valgsejr ved det første frie valg i Egyptens historie, og at problemer med korruption og ineffektive institutioner er arvet fra det tidligere regime.

Hans modstandere siger, at han som præsident vil genindføre et autoritært system.

I sidste uge samledes titusinder af islamister ved en massedemonstration til støtte for Mursi med krav om, at han indfører islamisk lovgivning.

/ritzau/TT