Ambassaden i Paris undersøger om danskere er blandt ofre

Der er endnu ikke overblik over, om der er danskere blandt de dræbte i Paris. PET følger situationen nøje.

Adskillelige mennesker har mistet livet ved aftenens angreb i den franske hovedstad. (Foto: © Dominique faget, Scanpix)

Det er endnu uvist, om der er danskere, der er ramt af angrebene i den franske hovedstad, Paris. Det oplyser Udenrigsministeriets borgerservice kort før midnat.

- Det eneste, vi kan sige på nuværende tidspunkt, er, at ambassaden i Paris er ved at undersøge sagen, men de har endnu ingen oplysninger, siger den vagthavende ved Udenrigsministeriets borgerservice til Ritzau.

Flere danskere er kommet med beretninger fra Paris efter blandt andet have været inde og se aftenens fodboldkamp i Paris mellem Frankrig og Tyskland.

- Det er korrekt jeg er i Paris, jeg var på det sted på Rue Alibert hvor der blev skudt. Både mine venner og jeg er uskadte og i godt behold, skriver FCK's forsvarsspiller Mathias Zanka Jørgensen på Twitter.

Kort efter midnat oplyser PET til Ritzau, at den danske efterretningstjeneste følger situationen i Paris nøje. PET har derudover ingen kommentarer til sikkerhedssituationen i Danmark set i lyset af angrebene i den franske hovedstad.

Mindst 40 mennesker har mistet livet i angrebene, der har fundet sted flere steder i Paris, og ifølge den franske tv-station BFM TV kan tallet være oppe på over 60.

/ritzau/