Myndighederne i den svenske by Norrköbing har opdaget over 60 tilfælde af omskæringer af unge piger siden marts.
I en enkelt skoleklasse var samtlige 30 piger omskåret. Det skriver avisen Norrköbing Tidningar.
28 af pigerne havde været udsat for det mest voldsomme indgreb, hvor både klitoris og skamlæber skæres bort, og underlivet sys sammen på nær en lille åbning.
Pige kørt på hospitalet
- En pige havde så stærke menstruationssmerter, at hun blev sendt fra skolen med ambulance til en kvindeklinik, siger Petra Blom Andersson fra det svenske SSP-samarbejde Elevhälsan i Norrköbing.
De omskårede piger får symptomer som migræne og menstruationssmerter. Mange lader være med at indtage væske i skolen, så de ikke skal tisse, da det er meget smertefuldt.
Mange piger bliver omskåret, når de tager på ferie i forældrenes hjemlande.
- Vi forsøger at advare forældrene om, at de risikerer fængsel, når de kommer tilbage med en datter, der er omskåret, siger hun til Norrköbing Tidningar.
Fængselsstraf for omskæring
Indgrebet har siden 1982 været forbudt i Sverige og kan straffes med op til 10 års fængsel i særligt grove tilfælde.
Siden 1999 har det også været strafbart at få piger bosiddende i Sverige omskåret uden for landets grænser.
Ingen kender med sikkerhed omfanget af omskæringer i Sverige, men Norrköbing er udset til pilotkommune i et regionalt forsøg på at stoppe omskæringer og hjælpe de piger, som lider på grund af indgrebet.