Begravelsesoptoget for den dræbte general Qassem Soleimani blev tidlig aften genoptaget i byen Kerman i det sydøstlige Iran, oplyser iransk stats-tv.
Det sker efter, at mindst 56 personer blev trampet ihjel, og flere hundrede blev såret, da der udbrød panik i en tætpakket menneskemængde, der fulgte Qassem Soleimanis kiste på den sidste tur gennem hans hjemby.
Soleimani, der ledede de iranske Quds-styrker, blev fredag dræbt i et amerikansk droneangreb i den irakiske hovedstad, Bagdad. Han blev af mange set som en folkehelt og betragtet som den anden mest magtfulde mand, kun overgået af det øverste religiøse overhoved, ayatollah Khamenei.
Folk blev skubbet ind i gyde
Ali Salaji var med i optoget i Kerman og er nu indlagt på Bahonar-hospitalet i byen. Han fortæller, hvordan mennesker i optoget blev skubbet ind i en gyde.
- Der var så mange mennesker i gyden, og de blev alle væltet omkuld og døde oven på hinanden, forklarer Ali Salaji til nyhedsbureauet AFPTV.
Blandt de dræbte var en kvinde og hendes 10-årige datter, fortæller Ali Salaji.
- Jeg ville beskytte hende og hendes datter, men de blev skubbet og faldt. Jeg lå oven på dem, med kun mit hoved frit. Sådan lå vi i lang tid. Både moderen og datteren omkom.
Ifølge BBC's journalist i Kerman var gaderne i byen ikke brede nok til alle de fremmødte, og aflåste gader forhindrede folk i at flygte.
Arsalan Farzamimoqadam blev også såret ved begravelsesoptoget, men han vil dog gerne dø for militærchefen, siger han.
- Vi vil give vores liv for general Soleimani, og vi vil hævne ham, siger han til AFPTV.
Likvideringen af Soleimani har eskaleret den igangværende krise mellem USA og Iran, der har svoret, at de vil gengælde angrebet.
Soleimani blev dræbt, da han forlod en lufthavn i Iraks hovedstad, Bagdad. Søndag vedtog Iraks parlament en resolution, der opfordrer til at sende de omkring 5.000 amerikanske soldater, der befinder sig i Irak, ud af landet.