Den første anholdelse er blevet foretaget i forbindelse med sexkrænkelser af adskillige kvinder i Köln nytårsaften.
Tysk politi har anholdt en 26-årig mand fra Algeriet. Han er mistænkt for at have medvirket i overgrebene, skriver det tyske nyhedsbureau dpa.
Dermed er han som den første blevet sigtet i forbindelse med forulempelserne, hvor flere flygtninge og asylansøgere er blevet udpeget blandt overgrebsmændene ved hjælp af byens overvågningskameraer.
Manden, der yderligere er sigtet for tyveri, er asylansøger i Tyskland. Han er ifølge BBC mistænkt for at have befamlet en kvinde og efterfølgende stjålet hendes telefon.
Han blev anholdt sammen med en 22-årig mand fra Algeriet, der ligeledes har søgt om asyl i Tyskland, skriver dpa. Den yngre mand er sigtet for tyveri, men ikke for at have begået overgreb nytårsnat.
- •
Mandag havde i alt 766 kvinder indgivet sager til politiet i forbindelse med oplevelser nytårsnat. Halvdelen af dem handler ifølge dpa om seksuelle krænkelser. Der er tre anmeldelser om voldtægt.
- •
Politiet efterforsker 21 personer for deres indblanding i hændelserne. Otte af dem er allerede i politiets varetægt, men ingen af dem - på nær den 26-årige algerier - er sigtet for at have begået overgreb.
- •
De er i stedet anholdt for tyveri af blandt andet mobiltelefoner, skriver dpa.
/ritzau/