Alarm: Europas børn bliver federe og federe

Hvert tredje barn i Europa i 6-9-års alderen lider af overvægt eller fedme, siger rapport.

Overvægtige børn har større risiko for at få alvorlige sygdomme. (Foto: © John Moore, 2010 Getty Images)

Europas børn bliver federe og federe, viser et nyt studie baseret på data fra 46 europæiske lande.

Problemerne med overvægt er størst i Spanien og Italien, hvor 35 af procent af drengene og 22 procent af pigerne på 11 år vejer for meget. Men det står skidt til over hele linjen.

Hvert tredje barn i Europa i 6-9 års alderen lider af overvægt eller fedme. Og det får nu forskere til at slå alarm.

Alvorlige sygdomme

Fedmeepedien betyder nemlig, at børn rammes af sygdomme, de før var forskånet for. I dag er 20-30 procent af dem, der rammes af tarmbetændelsessygdomme som Crohns syndrom og tyktarmsbetændelse, børn.

Det er alvorlige sygdomme, der i værste fald kan ende med, at børnene får en stomi, så tarmen må føres ud af kroppen, og afføringen opsamles i en pose. De har også øget risiko for at få kræft.

Fedtlever, der ikke er relateret til alkohol, er samtidig blevet den almindeligste kroniske leversygdom hos børn og unge i vestlige lande. Sygdommen er påvist i børn helt ned til tre-års alderen, fremgår det af rapporten Paediatric Digestive Health Across Europe.

Merete Eggesbø, læge og seniorforsker ved Folkehelseinstitutttet i Norge, siger til NRK, at miljøgifte som PCB, bly og kviksølv mistænkes for at være årsagen til de europæiske børns fordøjelsesproblemer.

/DR Nyheder/