Aktivister modtager Nobels fredspris

Afrikas første kvindelige præsident, en "fredskriger" og en aktivist deler Nobels fredspris.

De tre modtagere af Nobels fredspris har i dag fået overrakt prisen i Oslo. Fra venstre er det menneskerettighedsforkæmper Tawakul Karman fra Yemen, Liberias fredsaktivist Leymah Gbowee og Liberias præsident Ellen Johnson-Sirleaf. (Foto: © Cornelius Poppe, Scanpix)

Liberias præsident og to aktivister fra henholdsvis Liberia og Yemen har netop fået overrakt Nobels fredspris i Oslo.

De har modtaget den prestigiøse pris, fordi de alle har vist, at kvinder i områder med krig og undertrykkelse kan vise vejen mod fred og demokrati.

- Perioden, hvor kvinder fremstod som ofre, er forbi. Nu er kvinderne ledere. De er ikke blot ledere af deres land eller ledere af en kamp, men ledere i verden, siger den ene af de tre prismodtagere, journalisten Tawakkul Karman.

Yngste modtager nogensinde

Karman har kæmpet for demokrati i Yemen i forbindelse med det arabiske forår. Hun er 32 år og dermed den yngste modtager af fredsprisen nogensinde.

Yemenitiske Karman får sammen med Liberias præsident, Ellen Johnson Sirleaf, og Liberias fredskæmper Leymah Gbowee overrakt en guldmedalje, et diplom og en tredjedel af 10 millioner svenske kroner som anerkendelse for deres fredsindsats for kvinders rettigheder og sikkerhed.

Liberias stærke kvinder

Johnson Sirleaf, der er Afrikas første folkevalgte kvindelige præsident, får prisen for at have bidraget til at sikre fred, fremme økonomisk og social udvikling og styrke kvinders stilling i Liberia.

Leymah Gbowee mobiliserede og organiserede i flere år liberiske kvinder på tværs af etniske og religiøse skel for at få afsluttet den langvarige borgerkrig i landet.

/ritzau/AFP