Aktion redder 6.500 flygtninge og migranter ud for Libyen

Mandag var angiveligt en af de travleste dage for redningsfolk i Middelhavet i flere år.

Arkivfoto af en gruppe flygtninge og migranter reddet af den italienske kystvagt tidligere på året. I 2016 er omkring 105.000 flygtninge og migranter ankommet til Italien. (Foto: © YARA NARDI / ITALIAN RED CROSS/, Scanpix)

6.500 migranter og flygtninge er ifølge nyhedsbureauet AFP blevet reddet ud for Libyens kyst mandag, oplyser den italienske kystvagt.

Det er angiveligt en af de travleste dage for redningstjenesten i de senere år.

Den italienske kystvagt siger, at den har koordineret redningsaktionen mandag.

Dramatiske billeder viser ifølge AFP migranter iført redningsveste, der hopper af bådene i Middelhavet og svømmer mod redningsfolk.

- Kommandocentralen koordinerede 40 redningsaktioner og reddede 6.500 migranter, skriver kystvagten på Twitter.

Aktionen inkluderede fartøjer fra Italien, humanitære organisationer og EU's grænseagentur, Frontex.

Søndag var ligeledes en travl dag for redningsbådene i Middelhavet. Flere end 1.100 flygtninge og migranter blev reddet i det samme område.

Det samlede antal flygtninge og migranter, der er ankommet til Italien i 2016, er omkring 105.000 ifølge FN's flygtningeagentur, UNHCR. Tallet er opgjort før redningsaktionen blev gennemført mandag.

Flere end 3.000 flygtninge og migranter er døde på havet i forsøget på at nå til Grækenland eller Italien i år. Det er en stigning på 50 procent i forhold til samme periode i 2015.

Siden begyndelsen af 2014 har Italien været mange afrikanske migranter og flygtninges første møde med Europa. Flere end 400.000 personer er sluppet godt fra sejlturen til Italien fra kyster i Nordafrika de seneste to et halvt år.

/ritzau/

https://www.facebook.com/DRNyheder/posts/1260725617311293