Parterne i konflikten i Den Centralafrikanske Republik tager stadig mere bestialske metoder i brug.
Senest er det kommet frem, at en mand har hævnet mordet på en række familiemedlemmer ved at spise en anden mand. Det skriver britiske BBC.
Manden, der kalder sig "Mad Dog", var en del af en gruppe kristne, der angreb en muslim i hovedstaden Bangui.
Årsagen til angrebet var ifølge manden vrede over, at muslimer dræbte hans gravide kone, svigerinden og hendes baby.
Advarer om humanitær katastrofe
Mindst 1.000 mennesker er blevet dræbt i Den Centralafrikanske Republik, efter at voldsomme uroligheder brød ud i december.
Titusindvis er blevet tvunget til at flygte fra deres hjem, og FN har advaret om, at en humanitær katastrofe kan være undervejs.
"Mad Dog" fortæller til BBC, at han havde set sit offer i en minibus og besluttede at følge efter ham.
Flere mennesker sluttede sig til ham, og snart var han i spidsen for en 20 mand stor flok, der tvang minibussen til at stoppe.
Spiste mandens ben
Den muslimske mand blev efterfølgende hevet ud, tævet og stukket ihjel. Til sidst blev der sat ild til ham.
Optagelser af episoden viser ifølge BBC's korrespondent i Den Centralafrikanske Republik, at "Mad Dog" herefter spiser den afdøde mands ben.
Kannibalisme er en sjældenhed i Den Centralafrikanske Republik, men mange kristne tror på magi og trolddom.
Nogle bærer sågar amuletter, der er lavet af kødet fra de mænd, de har dræbt. De tror på, at det gør dem uovervindelige.