Kabul/Wardak/Khost
Denne reportage blev udgivet i april, men genudgives nu i anledning af den danske tilbagetrækning fra Afghanistan
Det er blevet en småmorbid vittighed, han morer sig over, mens han kaster et uroligt blik gennem forruden. En halv time sydvest for Kabul hersker “den grønne zone”. Og i den modsatte sydøstlige retning kører vi også ad “en farlig vej” gennem en slags grøn zone lige uden for hovedstaden.
Stanakzai, en journalist flygtet fra Taleban i sin hjemegn i Helmand, slår ud med armene:
- Det her er Talebans grønne zone, griner han med henvisning til Kabuls såkaldte “Green Zone”.
Et højsikret område, hvor diplomater og NGO-folk bor i sikkerhed - totalisoleret fra resten af samfundet bag bevæbnede vagter, grå cementmure, projektørlys, bombehunde og ubøjelige udgangsregler.
I hovedstadens grønne zone lever blandt andre ansatte fra den amerikanske ambassade, CIA og NGO’er. Fælles for dem er, at de sjældent møder Afghanistan. Efter 20 års krig bliver amerikanske ambassadeansatte transporteret i helikoptere fra lufthavnen til ambassaden i stedet for at køre ad vejen.
USA’s og Danmarks snarlige tilbagetrækning fra den langstrakte krig ligner en flugt. For uden for diplomatmurene udvides “Talebans grønne zone."
"Vi er omringet"
Krigens succes skal naturligvis ikke kun måles i antal kilometer en udenlandsk journalist er i stand til at rejse i sydlig retning ad highway 1 fra hovedstaden. Men det er alligevel bemærkelsesværdigt, at vi efter kun 40 kilometer når Wardak-provinsens hovedby Maidan Shar og den sidste militære kontrolpost inden Taleban-kontrolleret territorium.
- Vi er omringet, siger soldaten Amayon Wazidi, der bevogter kontrolposten med en såret arm i gips fra et Taleban-angreb med det, han beskriver som en “æsel-bombe”.
Fra sit udsigtspunkt lidt oppe ad en klippeside skuer han over forårsgrønlige plateauer.
- Dér er Taleban, dér er Taleban.. dét område, dét område…”.
Wazidi holder en pause og smiler opgivende. Måske kan status på situationen i Afghanistan egentlig summeres op i denne ene scene: En bevæbnet gipsarm omringet af Taleban lige uden for hovedstaden.
Risiko for borgerkrig
Efter en amerikansk aftale med Taleban i februar sidste år og en kommende tilbagetrækning på 20-års dagen for angrebene 11. september er vejen kridtet op for et muligt scenarium som en borgerkrig mellem Taleban og den afghanske hær, hvor sidstnævnte får sin sag for uagtet årevis med militærtræning fra vestlige styrker.
I videoen herunder kan du møde den 27-årige kvindelige borgmester Zarifa Ghafari fra byen Maidan Shar og et interview med Naim Wardak, der er talsmand for Talebans politiske kontor.
Under alle omstændigheder er vejen banet for talebansk indflydelse i Kabul. Lige efter USAs drab på Osama bin Laden i Pakistan i maj 2011, sagde USA’s daværende udenrigsminister Hillary Clinton til Taleban:
- I kan ikke vente os ud, I kan ikke besejre os, men I kan opgive al-Qaeda og deltage i en fredelig, politisk proces.
I dag er en fredsproces i gang. Men den har endnu ikke givet fred. Og måske var det lige præcis det Taleban kunne. Altså vente de vestlige styrker ud. Taleban har for længst overløbet de territorier i Helmand-provinsen, som danske soldater døde, svedte og kæmpede for.
Skudhuller på neonatal-afdelingen
Det er, når lægen på Maidan Shars hospital peger på det nylige skudhul i vinduet på neonatal-afdelingen, at tankerne melder sig. Var krigen dét værd? Det spørger afghanerne selvfølgelig sig selv om. De ser jo på skudhuller, de møder internt fordrevne, de oplever trusler eller bomber… hver dag.
I Maidan Shar er kampene mellem den afghanske hær og Taleban nu rykket ind i byen. Over årene har Vestens mål med krigen forandret sig. Uddrive terrororganisationen al-Qaeda. Skabe demokrati. Skabe sikkerhed og træne afghanske styrker. Fokus på menneskerettigheder og øge især kvinders rettigheder og muligheder i det afghanske samfund.
Det sidste er tydeligst på Maidan Shars borgmesterkontor, hvor byens 27-årige kvindelige borgmester Zarifa Ghafari tordner mod USA’s aftale med Taleban. Uden for hendes vindue står Taleban mindre en kilometer væk.
- Siden den aftale er situationen blot blevet værre. Kvindelige aktivister, socialarbejdere, folk der arbejder i administrationen… vi bliver alle sammen angrebet, bemærker Ghafari.
Selv har hun overlevet tre målrettede angreb mod sin person. Senest på highway 1 til Kabul, hvor tre Taleban-folk pludselig stod i vejkanten og sigtede på hende med en RPG. Ikke lang tid efter blev hendes far likvideret uden for familiens dør.
Zarifa Ghafari overdøver lyden fra kampene udenfor og forsøger at ignorere, at borgmesterstolen brænder under hende.
- Alt det vi kæmpede for. Alt det Vesten har investeret i Afghanistan, alle vores fremskridt… nu overhænder vi det til Taleban som en gave. Værsgo. Vi bringer dem tilbage til magten. Det er så utroligt åndssvagt, siger Ghafari.
Hun er ikke imod fredsforhandlinger - men strategien for forhandlingerne. Blandt andet at flere tusinde taleban-folk er blevet løsladt fra fængslerne og sendt tilbage på slagmarken.
Rundt om i landet står Taleban uden for de store byer, og kontrolposter som den ved Maidan Shar med den sårede soldat, bliver overløbet af Taleban.
- Hvordan kan I stole på Taleban? Jeg oplevede dem ved magten før. Og ærligt talt: Jeg ved, hvad de står for. Og jeg stoler ikke på dem, siger borgmesteren.
- Er der i nær fremtid en risiko for, at Taleban kommer til at sidde i det her kontor og ikke dig?
- I forhold til det jeg ser omkring mig… så ja.
Skype-interview med Taleban
Fra Kabul ringer jeg over Skype til Qatars hovedstad Doha, hvor talsmanden for Talebans politiske kontor, Naim Wardak, opholder sig. For har kvinder som borgmesteren i Maidan Shar grund til bekymring?
Han har langt, kulsort skæg og er iført hvid turban, da han toner frem på skærmen siddende foran et hvidt Taleban-flag og taler om det islamiske emirat, som Taleban ønsker.
- Afghanistan er allerede en islamisk republik. Hvad bliver anderledes? spørger jeg, men Naim Wardak anerkender hverken, at Afghanistan er en islamisk republik, eller at den valgte regering er en legitim administration.
- Den er korrupt og uislamisk og kun aktiv i Kabul, meddeler han.
I øvrigt er det for tidligt at tale om menneskerettigheder og kvinders rettigheder, siger Wardak.
- Der skal først skabes fred. Menneskeliv er i fare. Folk som dig kommer og taler om ret til uddannelse. Som om uddannelse er vigtigere end retten til at overleve.
- Vil en kvinde kunne blive borgmester under jeres styre?
- Det er nogle detaljer, der må blive diskuteret. Hvorvidt en kvinde kan blive borgmester vil en mullah beslutte ifølge islamiske regler, og den slags detaljer er alt for tidligt at tale om.
Med andre ord er det ikke en selvfølge, at kvinder som Zarifa Ghafari kan blive ledende skikkelser, hvis Taleban får magt, men noget der skal “diskuteres”.
Dragerne flyver stadig over Kabul. På bakketoppene løber småpiger afsted med deres balloner. Men på tæppet over en frokost, i en bilkø i Kabuls morgentrafik og i regeringskontorerne er der en afventende frygt.
Alle afghanere ønsker fred. Men ingen kender endnu prisen for netop det. De ved kun, at freden har ladet vente på sig lige siden invasionen for tyve år siden.
I en tidligere udgave af artiklen stod der "billioner af kroner" i overskriften i stedet for det korrekte, nemlig milliarder. Fejlen er rettet.