Ægteskaber boomer, og hver fjerde er arbejdsløs - sådan er livet i Ukraine et år efter krigens start

Krigen har vendt op og ned på ukrainernes hverdag.

Tal fra det ukrainske justitsministerium viser, at flere ukrainere er blevet gift i 2022 i forhold til foregående år. (Foto: © Efrem Lukatsky, Associated Press)

I Ukraine er krigen for længst blevet hverdag. Den har i hvert fald været en del af virkeligheden for den ukrainske befolkning i nu 365 dage.

Men udover at hverdagen nu også består af luftalarmer og frygt for at miste kære ved fronten, så kan ukrainerne også mærke krigen både i kærlighed og økonomi.

Men hvordan fejrer man kærligheden i Ukraine, og hvor meget koster krigen for den helt almindelige borger i Ukraine?

1

Arbejdsløsheden stiger

Over 8 millioner ukrainere er flygtet fra deres hjem siden krigen brød ud. (Foto: © MIGUEL A. LOPES, Ritzau Scanpix)

Kan man have et almindeligt arbejde i krigstid?

I øjeblikket offentliggør Ukraine ikke nogle officielle statistikker om eksempelvis arbejdsløshed. Men krigen har gjort mange almindelige borgere arbejdsløse.

DR's journalist i Ukraine, Louise Brodthagen, fortæller også, at det kan være svært at finde et fuldt overblik.

- Nationalbanken har selv vurderet arbejdsløsheden til omkring 30 procent. Det betyder i runde tal, at flere end 4,7 millioner ukrainere står uden arbejde. Men det er jo langt fra alle, der lader sig registrere. Nogle er optaget af at arbejde som frivillige eller andet og forsøge at hjælpe til på den måde.

Rigtig mange har stadig almindelige jobs inden for eksempel IT og servicebranchen, men tallet for arbejdsløse er på det højeste niveau nogensinde i Ukraine, hvis man tror prognoserne.

- Der er blevet foretaget ændringer i arbejdsmarkedsloven her, så arbejdsgivere eksempelvis kan sende folk på ubetalt orlov, indtil udgangen af den militære undtagelsestilstand, siger Louise Brodthagen.

- Jeg er ikke sikker på, vi har et klart billede af, hvor højt arbejdsløsheden egentlig er her, og det vil givetvis også ændre sig, fordi det er stadig mange erhverv og virksomheder, der jo stadig kæmper for at holde sig oven vande.

2

'Bryllupsboom'

På trods af en hverdag med frygt for missilangreb og næsten daglige kampe ved fronten er flere blevet gift. (Foto: © OLEKSANDR DEMIANIV, Ritzau Scanpix)

Krig kan ikke holde kærligheden væk.

I hvert fald er antallet af ægteskaber steget siden krigen brød ud.

Helt præcis blev 217.890 ukrainske par gift i 2022 ifølge det ukrainske justitsministerium. Rigtig mange af dem har dog haft et usædvanligt bryllup.

- Det er en historie, man her i Ukraine godt kan lide at fremhæve. Kærligheden overvinder alt. Og samtidig er antallet af skilsmisser faktisk også færre sammenlignet med sidste år. Mange bliver jo gift i al hast, fordi manden skal til fronten, men i andre tilfælde er begge aktive i militæret og vil derfor gerne giftes, fordi fremtiden er usikker, siger Louise Brodthagen.

- Der er rigeligt med tilfælde her, hvor manden eksempelvis har friet den 24. februar sidste år, men brylluppet har ikke helt kunnet lade sig gøre før senere, og for mange bliver det pludselig en lille og intim affære, fordi der alt andet lige også er militær undtagelsestilstand, udgangsforbud og så videre at tage hensyn til.

Netop bryllup under krig har Horisont set nærmere på. Se afsnittet 'Bryllup under bombardement' her.

3

Krig koster mange penge

Krig koster mere end menneskeliv, også den ukrainske økonomi har betalt for Ruslands invasion af landet. (Foto: © Aris Messinis, Ritzau Scanpix)

Den ukrainske økonomi er ikke vokset det seneste år - tværtimod. Ukraines BNP er skrumpet med mellem 32-40 procent på bare et år ifølge IMF.

Samtidig er inflationen i Ukraine endnu større end i Danmark.

- Mange mærker, hvordan købekraften er blevet markant mindre, og priser på helt normale fødevarer som frugt og grønt er steget enormt. Eksempelvis kunne man før købe et kilo bananer for omkring 30 hryvnia svarende til lidt mere end fem kroner, og de koster nu i omegnen af 14 danske kroner, siger Louise Brodthagen.

- Men det gælder jo også non-food som eksempelvis medicin og særligt sådan noget som benzin, hvor mange mange mærker en markant stigning i udgifterne her, fordi det jo heller ikke alle steder er lige let at få fat på.

4

Mindre korruption

En række sager om korruption i Ukraine har i år blandt andet fået den ukrainske viceforsvarsminister til at træde tilbage. (Foto: © Petr Svancara, Associated Press)

Det er svært at finde mange positive nyheder i det krigshærgrede land. Når det kommer til korruption i landet går det dog en smule i den rigtige retning.

Siden 2013 er Ukraine nemlig kravlet op ad stigen på listen over, hvor lidt korruption, der er i verdens lande.

Det kan man se på CPI indekset, som er et indeks, hvor man måler, hvor korrupt et land opfattes.

Ifølge Lars Johannsen, som er lektor ved Aarhus Universitet, så er der stadig lang vej for Ukraine.

- Man skal være opmærksom på, at det kan komme til at tage meget lang tid - måske 10 år - før Ukraine ser en reel udvikling, siger han.

Der har i Ukraine været massivt fokus på korruption længe. Tilbage i 2014 fik landet et anti-korruptionsagentur, NABU, som skal være med til at mindske og straffe korruption i landet.

Ukraine ligger dog stadig relativt lavt på pointscoren - faktisk hele 13 point under verdensgennemsnittet, som også regnes for relativt lavt.

Men krigen har alligevel haft en effekt for korruptionen i Ukraine.

- Krigen har forstærket nødvendigheden for en udvikling, siger Lars Johannsen.