Advokatfirmaet Mossack Fonseca, der beskyldes for at have hjulpet blandt andet statsoverhoveder, sportsstjerner og rigmænd med at oprette selskaber i skattely, afviser at have gjort noget som helst ulovligt.
Det siger Ramon Fonseca, der er medstifter af og partner i advokatfirmaet, til Reuters.
- Vi kan udelukke, at det er et insiderjob. Dette er ikke en læk. Dette er et hackerangreb, siger han og tilføjer, at det formentlig er folk i udlandet, der står bag.
Han afviser ligeledes, at selskabet har medvirket til at destruere dokumenter eller har hjulpet nogen med at undgå skat eller med hvidvaskning af penge.
I stedet har han indgivet en klage til Panamas statsanklager, fordi han hævder, at lækken af de cirka 11,5 millioner dokumenter kommer fra hackere uden for Mossack Fonseca.
- Disse e-mail er blevet taget ud af en kontekst, siger Fonseca, der blandt andet kalder kritikken af Sigmundur David Gunnlaugsson for en "heksejagt".
Regeringen i Panama har efter søndagens afsløringer været ude med et løfte om, at den vil samarbejde, såfremt dokumenterne fører til eventuelle retlige granskninger.
- Dette er en tropisk storm, som dem vi har her i Panama. Når først den er overstået, kommer solen frem, siger Alvaro Aleman, stabschef for Panamas præsident, Juan Carlos Varela.
/ritzau/Reuters