Abu Ali sidder i en nærmest tom stue i en faldefærdig bygning i Libanon. De fleste af familiens møbler har han solgt for at skaffe penge til at vende hjem til det Syrien, han for seks år siden flygtede fra.
Nu er hjemrejsen opgivet.
- Efter det, der skete med min fætter, tør jeg ikke. Tænk, hvis jeg bliver fængslet. Hvem skal så tage sig af mine børn, siger han.
Han fortæller, at han aftalte med sin fætter, at han for over en måned siden skulle rejse tilbage til familiens område i Syrien for at gøre klar til, at resten af familien kunne vende hjem. Siden har familien ikke hørt fra ham.
- Gennem nogle kontakter fandt vi ud af, at han er blevet fængslet. Men vi ved ikke, om han kommer ud død eller levende, siger Abu Ali.
Flygtninge vil gerne vende hjem
Flere og flere syrere vender i øjeblikket tilbage til Syrien fra nabolandene, efter at kamphandlingerne er stilnet af i mange områder af landet efter otte års borgerkrig.
Antallet er dog stadigvæk meget lille: Ifølge FN er mindst 75.000 vendt hjem i år, men der bor over 5,6 millioner syriske flygtninge i nabolandene.
En undersøgelse fra FN i år viser ellers, at tre ud af fire syriske flygtninge i nabolandene gerne vil vende hjem. Når flygtningene bliver spurgt, hvorfor de så ikke tager tilbage, nævner de manglende sikkerhed, ødelagte boliger og begrænsede muligheder for at overleve økonomisk i deres hjembyer.
Men lige efter de svar kommer frygten for enten at blive indrulleret i den syriske hær og sendt til fronten eller at blive fængslet.
Familie: Vi frygter turen hjem
Familien al-Hamdiya er en af de familier, der har taget beslutningen om at vende hjem. Selvom familiens hus i Syrien ligger i ruiner, har faren ansøgt myndighederne om at få lov at vende hjem. Syrien kan kun være bedre end livet i en lille flygtningelejr i Libanon, mener han.
- Jeg kan ikke tjene penge her og kan ikke forsørge min familie, og vi bliver presset af de libanesiske sikkerhedsstyrker hele tiden, siger 35-årige Jamal Faisal al-Hamdiya, som siger, at han har fået tæsk af sikkerhedsstyrkerne, som mistænkte ham for at arbejde illegalt.
Men selvom Jamal og hans hustru har taget beslutningen om at vende hjem med deres seks børn, frygter de turen gennem de syriske kontrolposter.
- Vi hører om arrestationer og om folk, som med det samme bliver sendt til fronten, når de vender hjem. Vores største frygt er, at de sender min mand i krig eller arresterer ham, for hvordan skal jeg så forsørge børnene, siger moren, Badra al-Awad.
Organisationer advarer
Menneskerettighedsorganisationer som Amnesty International og Human Rights Watch har advaret om, at nogle flygtninge risikerer at blive fængslet, når de vender hjem. Men ingen kender det præcise antal for, hvor mange hjemvendte flygtninge, der er blevet arresteret.
Syriske organisationer, der er modstandere af det syriske styre, taler om 2.000 fængslinger af hjemvendte flygtninge de seneste to år, men tallet er umuligt at bekræfte.
Tilbage i det tomme værelse sidder Abu Ali med sin kone og tre børn. Hans familie har ikke kunnet få at vide, hvilket fængsel hans fætter sidder i, eller hvordan hans tilstand er.
- Men jeg ved, han ikke er kriminel. Han har aldrig været involveret i oprør eller noget, men har koncentreret sig om at arbejde, siger Abu Ali.
Abu Ali: Jeg bliver arresteret
Han tror, at fætteren er blevet arresteret, fordi familien kommer fra et område af byen Homs, hvor mange har støttet oprøret mod Syriens præsident, Bashar al-Assad.
- Nogle flygtninge kan vende hjem uden problemer med regeringen. Men vi kommer fra Homs, så de ser os åbenbart som en trussel.
Abu Ali kan ikke få arbejdstilladelse i Libanon, og han og familien overlever med nød og næppe med støtte fra hjælpeorganisationer. Han har været tilbageholdt af de libanesiske myndigheder mistænkt for at arbejde illegalt, og han føler sig ikke tryg i Libanon.
Men han tør heller ikke vende hjem.
- Jeg er 90 procent eller nærmere 100 procent sikker på, at jeg bliver arresteret efter det, der skete med min fætter.
Abu Alis navn er ændret af hensyn til hans sikkerhed. Det rigtige navn er redaktionen bekendt.