Labours partileder, Jeremy Corbyn, beklager overfor partiets vælgere og støtter, at Labour ved torsdagens parlamentsvalg i Storbritannien fik det værste valgresultat siden 1935.
Det skriver han i et brev i avisen Sunday Mirror.
- Jeg vil ikke lægge skjul på det. Valgresultatet torsdag var et hårdt slag for alle, der så desperat har brug for ægte forandring i vores land, indleder Corbyn sit brev.
- Jeg ønskede at forene det land, jeg elsker, men jeg beklager, at vi kom til kort, og jeg tager mit ansvar for det, skriver han videre.
Labour og Corbyn fik 32,2 procent af stemmerne og gik 59 mandater tilbage, så de må nøjes med 203 af de 650 pladser i Underhuset.
Det blev et brexit-valg
Det Konservative Parti og premierminister Boris Johnson er klare vindere med 365 pladser. Dermed har partiet absolut flertal og et stærkt mandat til at føre Storbritannien ud af EU.
Labour og Corbyn forsøgte at skifte fokus fra brexit til sundhedsvæsen og sociale spørgsmål, der typisk optager partiets vælgere.
- Trods vores bedste bestræbelser handlede dette valg i sidste ende om brexit, skriver Corbyn i Sunday Mirror.
- De konservatives kampagne, som blev forstærket af de fleste medier, formåede at få overbevist mange om, at kun Boris Johnson kan "få brexit gennemført", skriver Corbyn med henvisning til Johnsons valgslogan.
Dagen efter valget meddelte Corbyn, at han agter at træde tilbage som partileder i det kommende år. Der er dog endnu ingen klar arvtager.
/ritzau/