87-årige Jytte vil vælte Netanyahu: 'Jeg kan ikke acceptere de ting, der sker i mit land'

Tusindvis af israelere går i disse uger på gaden i nogle af de største demonstrationer i landet, siden krigen brød ud 7. oktober. Demonstranterne kræver, at regeringen går af. DR har mødt én af dem.

87-årige Jytte Israel er mødt op til demonstration lørdag foran den israelske premiereministers bolig i byen Casarea. Hun er ankommet tidligt for at få en plads på de forreste rækker. Hun er utilfreds med den israelske regerings håndtering af krigen i Gaza og kræver derfor, at der udskrives valg. (Foto: © privat foto)

- Du er hovedpersonen.

- Du er skyldig.

- Ny regering nu.

Sådan råbte 87-årige Jytte Israel på hebraisk af sine lungers fulde kraft, imens hun viftede et stort israelsk flag over hovedet.

Sammen med hundredevis af andre utilfredse israelere mødte hun i lørdags op i den israelske by Casarea foran Benjamin Netanyahus bolig.

De israelske gader har de seneste uger været præget af nogle af de største demonstrationer mod Netanyahus regering, siden krigen i Gaza brød ud efter Hamas's terrorangreb den 7. oktober.

'Jeg kan ikke accepere det, der sker i mit land'

Helt oppe foran, tæt på Netanyahus bolig, stod Jytte.

Hendes budskab til den israelske premierminister var ikke til at tage fejl af. Der skal udskrives valg omgående.

- Alle retsbevidste mennesker har jo måttet reagere. Jeg kan ikke acceptere de ting, der sker i mit land, siger Jytte Israel.

87-årige Jytte Israel har filmet fremmødet ved weekendens demonstration:

For hende har det været hårdt at overvære den israelske krigsførelse i Gaza, som ifølge de Hamas-kontrollerede sundhedsmyndigheder indtil videre har kostet over 33.000 palæstinensere livet.

- Det gør ondt i mit hjerte at vide, at almindelige mennesker i Gaza, som ikke har gjort noget, bliver dræbt. Børn, gamle, kvinder og mænd, siger Jytte Israel

Samtidig oplever Jytte, at Netanyahu og hans regering har svigtet både hende og det israelske folk ved ikke at formå at få løsladt de resterende israelske gidsler, som blev taget under Hamas’ terrorangreb 7.oktober.

- 133 mennesker sidder stadigvæk et eller andet sted under jorden i Gaza. Og dem vil vi have hjem, fortæller hun.

70 procent vil af med Netanyahu

Jytte Israel er ikke alene om at ville have en ny regering.

Hvis der blev afholdt valg i Israel i morgen, ville Netanyahu tabe med et brag. Det fremgår af en meningsmåling fra weekenden, der er foretaget af to af Israels største nyhedsstationer.

I målingen svarer 42 procent, at Netanyahu bør gå af omgående, mens 29 procent svarer, at han bør gå af, når krigen slutter.

  • Titusinder mødte op til demonstrationen lørdag i Tel Aviv for at udtrykke utilfredshed med Netanyahus regering. (Foto: © JACK GUEZ, Ritzau Scanpix)
  • Lørdag markerede halvårsdagens for krigen i Gaza. (Foto: © JACK GUEZ, Ritzau Scanpix)
  • Pårørende til de israelske gidsler, der er fanget i Gaza, tilsluttede sig lørdagens demonstrationer i Tel Aviv. (Foto: © JACK GUEZ, Ritzau Scanpix)
1 / 3

Sidste weekends demonstrationer på tværs af landet markerede halvårsdagen for krigen. Ifølge arrangørerne gik der alene i Tel Aviv omkring 100.000 israelere på gaden ved demonstrationen lørdag.

Presset på Netanyahu og hans regering kommer ikke kun fra demonstranterne. Oppositionslederen Benny Gantz, som sidder med i den kriseregering, der blev oprettet i forbindelse med krigen, har opfordret Netanyahu til at udskrive valg til september:

- Vi er nødt til at blive enige om en dato i september, eller på årsdagen for krigen, hvis det foretrækkes, sagde Gantz onsdag i en tale fra sit kontor i parlamentet.

Søndag indledte den israelske premierminister Benjamin Netanyahu det ugentlige møde i forsvarsministeriet med at tale direkte til israelerne

Jytte forelskede sig både i en mand og i en jødisk stat

Tilbage på barrikaderne står Jytte Israel fast på, at Israel skal have et regeringsskifte. Faktisk har hun været på gaden siden sommeren 2023, hvor Israel godkendte første del af en omstridt retsreform, der begrænser landets højesteret.

Første gang Jytte rejste til Israel var i 1960'erne

- Jeg begyndte at interessere mig for, hvad det egentlig indebar at være jøde. Derfor rejste jeg til Israel som 20-årig, siger hun

Hun forelskede sig både i en dansk-israelsk mand og i tanken om en jødisk stat, hvor de kunne leve i tryghed og sikkerhed.

I dag er hun glad for, at hendes afdøde mand ikke oplever, hvad der sker i Israel. Jytte er dog overbevist om, at han ville støtte hende, hvis han stadig var i live.

- Han deltager ikke så aktivt, når jeg taler til ham, men jeg ved, at han står et eller andet sted og nikker med hovedet og giver mig ret, siger Jytte Israel.

Hør Jytte fortælle i P1 Morgen: