80 personer med dansk tilknytning fortsat i Afghanistan: 'Vi forsøger at give dem de bedste råd'

Udenrigsministeriet vender hver en mulighed for at få de sidste ud efter USA's exit i aftes.

Taliban-styrker har indtaget Hamid Karzai International Airport i Kabul, efter amerikanerne i aftes forlod Afghanistan efter 20 års krig. (Foto: © STRINGER, Ritzau Scanpix)

Sidste mulighed for en militær evakuering fra Afghanistan forsvandt i aftes for tusindvis af mennesker, da et amerikansk C17-transportfly lettede fra lufthavnen i Kabul.

Nu må blandt andre 80 personer med tilknytning til Danmark håbe på, at det lykkes at etablere kommercielle fly ud af Afghanistan - eller satse på at krydse grænserne til nabolandene.

- Taliban har sagt, at de gerne vil lade udlændinge forlade landet, så hvis man kommer med et dansk pas, forestiller jeg mig ikke, at det bliver et stort problem, siger direktør for Udenrigsministeriets borgerservice Erik Brøgger Rasmussen.

Danmark nåede at evakuere over 1.000 personer frem til onsdag i sidste uge, hvor det sidste danske Hercules-fly satte kurs mod Islamabad i Pakistan.

Ifølge Udenrigsminsteriet er der lige nu omkring 40 personer på den såkaldte danskerliste, som Udenrigsministeriet forsøger at få ud af Afghanistan eller mangler en status på.

Dertil kommer cirka 40 afghanere, som man gerne ville have nået at evakuere.

- Der er intens dialog med Taliban om, at de skal tillade de afghanere, der er tilbudt ophold i Danmark og andre lande at rejse ud. Det har vi også en forventning om, men vi ved ikke, hvad Taliban vil, nu hvor amerikanerne også har forladt landet.

Erik Brøgger Rasmussen fortæller, at det er svært at få et overblik over situationen i Afghanistan lige nu.

Men håbet er først og fremmest, at de tilbageværende danskere og afghanere med dansk opholdstilladelse eller tilknytning kan komme med passagerfly ud af landet.

- Der går en del historier om, at den kommercielle lufthavn i Kabul åbner inden længe. Og i sidste uge var der forlydender om, at den internationale lufthavn i Kandahar åbner. Det ville være en anden vej ud.

- Men situationen er meget volatil lige nu. Vi følger med og forsøger at give de bedste råd til dem, der er på listerne, siger han.

Danmark i dialog med Pakistan

Et af rådene kunne være at drage over landjorden til Afghanistans nabolande.

Her arbejder udenrigsministeriet på at lave aftaler med landene om, at både danske statsborgere og afghanere med papirer om, at de skal til Danmark, kan krydse grænsen fra Afghanistan.

Det fortæller Erik Brøgger Rasmussen.

Taliban meldes nu i dialog med Qatar og Tyrkiet om at etablere en kommerciel flytrafik ind og ud af lufthavnen i Kabul. (Foto: © STRINGER, Ritzau Scanpix)

- Pakistan har hjulpet os ekstremt meget i den her evakueringsmission og tilladt transit af afghanere, der er kommet ind uden visum eller andre papirer, andet end at vi sagde, at vi nok skulle tage dem videre. Den forståelse arbejder vi på at få, hvis de skulle vise sig at komme over grænsen.

- Og kommer de ud der, så hjælper vi dem gerne til Danmark.

FN's Sikkerhedsråd vedtog i går en resolution, der pålægger Taliban at overholde sine forpligtelser til at lade folk rejse frit ud af Afghanistan.

Ifølge Frankrigs udenrigsminister, så drøfter Taliban driften af Kabuls lufthavn med Qatar og Tyrkiet med henblik på at etablere kommercielle flytrafik.

- Vi er nødt til at kræve, at adgangen til lufthavnen er sikker, siger Yves Le Drian til tv-stationen France 2 i dag.

FN-resolutionen blev vedtaget med 13 stemmer for og ingen imod. Kina og Rusland undlod at stemme. (Foto: © TIMOTHY A. Clary, Ritzau Scanpix)

David Vestenskov, chefkonsulent ved Forsvarsakademiet, vurderer, at Taliban vil overholde løfterne om at lade udlændinge forlade landet.

Risikoen for at blive underlagt FN-sanktioner er nemlig værre.

- Det vil blive et problem for Taliban, hvis de nægter udlændinge at rejse. De har brug for hurtigt at komme i gang med at sikre befolkningen basale fornødenheder som fødevarer og medicinsk udstyr, siger David Vestenskov.

Han tvivler dog på, at Taliban samtidig vil lade afghanere, og særligt dem, der har samarbejdet med de vestlige styrker, forlade landet så let.

- De vil bestemt figurere på en eller anden liste og dermed være i fare for at ryge ind i det efterspil, som Taliban vil køre på et eller andet tidspunkt.

- Det ville i hvert fald være første gang i historien, hvis man ikke drog folk til ansvar efter en krig, siger han.

Millioner af afghanere vil væk

DR Nyheders korrespondent i Asien, Philip Kokhar, befinder sig i øjeblikket i Kabul.

Han var i aftes vidne til amerikanernes historiske afrejse fra Afghanistan.

- Vi kunne høre Taliban skyde op i luften, og omkring klokken 01 kulminerede det, der var det nærmest et festfyrværkeri af kugler over Kabuls nattehimmel, hvor man fejrede at 20 års krig er forbi.

Lufthavnen var den sidste del af Afghanistan, som Taliban ikke havde kontrol over. Den er nu også på militsens hænder.

- Vi har allerede set billeder af Talibankrigere iført amerikanske hightech-uniformer gå rundt og inspicere lufthavnen, siger Philip Khokhar.

I videoen herunder kan du se, hvordan det så ud, da Taliban overtog lufthavnen.

Bortset fra de tusindvis af vesterlændinge eller afghanere med tilknytning til vestlige lande, der ønsker at komme væk, så ventes der nu en enorm flygtningestrøm fra Afghanistan.

- Når vi snakker vi om de evakuerede, så er det jo en lille promille af de millioner af mennesker, som gerne vil ud af Afghanistan.

- FN anslår, at bare i de først seks måneder, der kommer vi til at opleve minimum 500.000 flygtninge ud af Afghanistan, siger Philip Khokhar.

Han fortæller, at bankerne i meget begrænset omfang er åbnet op igen, så afghanerne igen kan hæve mindre beløb.

Billedet er fra 28. august, hvor folk står foran en af de lukkede banker i Kabul. Nu kan afghanerne få lov til at hæve, hvad der svarer til 200 dollars. (Foto: © AAMIR QURESHI, Ritzau Scanpix)

Men landet står stadig over for en lurende humanitær katastrofe.

- På længere sigt er der en fødevare-problemstilling. Altså har Afghanistan nok mad? Især i en situation, hvor landets penge i omverdenen er blevet indefrosset, og hvor handlen med omverdenen er blevet delvist stoppet.

- Så folk vågner op til et liv og en hverdag, de ikke ved hvad er.

I første omgang er det befolkningen på landet, der lider mest under det kaos, som Talibans magtovertagelse har efterladt, siger Philip Kokhar.

- Dem, der kommer til at lide allermest, er landbefolkningen, hvor der for eksempel ikke er lagre af medicin. Selvom der kommer hjælp udefra, så er der heller ikke en statsmagt. Man ser Taliban køre rundt omkring i Kabul, men der er ikke en etableret regering.