Det var selvmordsbombere, der stod bag seks af gårsdagens otte angreb i Sri Lanka.
Det konkluderer den srilankanske regerings retsmedicinske analytiker i dag ifølge nyhedsbureauet AP.
Retsmediciner Ariyananda Welianga fortæller, at man ved at analysere ligene af angrebsmænd har kunnet vurdere, at de seks angreb på tre kirker og tre luksushoteller blev udført af syv selvmordsbombere.
Den srilankanske regering mistænker en lokal, radikal islamistisk terrorgruppe for at stå bag, oplyser en talsmand for regeringen ifølge AP. Teorien er dog, at de har fået hjælp af internationale terrorister.
- Vi mener ikke, at disse angreb blev udført af en gruppe mennesker, der var begrænset til dette land.
- Der var et internationalt netværk, uden hvilket disse angreb ikke kunne have været lykkedes, siger regeringstalsmand og sundhedsminister, Rajitha Senaratne ifølge The Guardian.
Det er endnu uklart, hvilke internationale netværk, der skulle være tale om.
24 er indtil videre anholdt i forbindelse med angrebene, som kostede 290 livet - heriblandt tre danske børn - og sårede mere end 500.
Otte eksplosioner
Ifølge retsmedicineren Ariyananda Welianga var to personer involveret i angrebet på Shangri La-hotellet.
Fem selvmordsbombere angreb hver især Cinnamon Grand Hotel og Kingsbury Hotel samt tre kirker i Colombo, Negombo og Batticaloa.
Der arbejdes fortsat på undersøgelserne af de to øvrige bomber, der sprang - en på et lille hotel ved hovedstaden Colombos zoologiske have og en ved en bygning i et beboelsesområde i en forstad til Colombo.
Bomben i beboelsesområdet blev bragt til sprængning under anholdelsen af en gruppe mistænkte, og den dræbte tre betjente, der deltog i aktionen.
Der var advaret om angrebet
Ifølge den srilankanske regering var der kommet advarsler om det forestående angreb den 4. april.
Det fortalte regeringstalsmand og sundhedsminister, Rajitha Senaratne, på et pressemøde tidligere i dag i hovedstaden Colombo.
- Den 9. april skrev chefen for den nationale efterretningstjeneste et brev, hvor mange af navnene på medlemmerne af terrorgruppen var nedfældet. Premierministeren blev ikke informeret om de breve og afsløringer, sagde han ifølge The Guardian.
Allerede i går sagde premierminister Ranil Wickremesinghe, at politiet var blevet advaret for mindst 10 dage siden.
Det står ikke klart, hvorfor man ikke bremsede angrebene, der indtil videre har krævet 290 dødsofre - herunder tre danske børn.
Kompensation og genopbygning
Ved samme lejlighed slog Rajitha Senaratne fast, at staten påtager sig ansvaret, og at både dræbte og sårede derfor vil modtage økonomisk kompensation.
- Vi har i dag i regeringen besluttet, at vi vil kompensere alle, der døde med 100.000 rupees (9.500 kroner, red.) til begravelsesudgifter.
Også de ødelagte kirker vil blive genopbygget for statens regning.
- Det (genopbygningen, red.) vil begynde snarest. Vi er ansvarlige, vi er meget kede af det, og vi gør vores bedste for at undskylde til alle, sagde Rajitha Senaratne.
I aften genindfører regeringen udgangsforbud i Sri Lankas hovedstad Colombo, skriver Reuters.