68 lande vil lægge ny strategi mod Islamisk Stat

Udenrigsministre fra 68 lande mødes i dag i Washington for at diskutere kampen mod terrororganisationen.

Irakiske soldater vender det sorte IS-flag på hovedet efter at have indtaget et nyt område vest for Mosul. Arkivfoto (Foto: © Mohammed Sawaf, Scanpix)

Hvad bliver næste skridt i kampen mod Islamisk Stat?

Det er spørgsmålet, der skal diskuteres på det første møde for den amerikansk ledede koalition mod IS siden valget af Donald Trump i november.

Den amerikanske udenrigsminister Rex Tillerson er vært for mødet, og ligesom sin chef har han lovet at gøre kampen mod IS til en prioritet. Trump har bedt sit forsvarsministerium om at udarbejde en plan for, hvordan det gøres bedst.

Danmarks udenrigsminister

På mødets gæsteliste står også den danske udenrigsminister, Anders Samuelsen.

- Det er vigtigt, efter der er kommet et præsidentskifte i USA, at vi får set hinanden i øjnene, at vi fastholder de militære spor og presset der, siger han til DR i Washington.

Under præsidentvalgkampen lovede Donald Trump at udslette Islamisk Stat fra Jordens overflade, men han har været mere afdæmpet i sin retorik siden. Derfor ser mange også frem til at finde ud af, hvordan USA’s fremtidige strategi kommer til at se ud.

Humanitær situation og genopbygning

Udenrigsminister Anders Samuelsen fremhæver, at den internationale koalition har slået Islamisk Stat tilbage, men også at der ligger en stor opgave med den humanitære situation og genopbygningen af de områder, IS bliver presset ud af.

- Vi er vidne til en helt forfærdelig situation, og det er derfor, vi fra dansk side peger på, at det er vigtigt ikke bare at have fokus på den militære side, men også stabiliseringsdelen. Hvordan får man parterne til at være i samme rum. Hvordan laver man en overgangsperiode, hvor alting ikke kollapser, siger Anders Samuelsen.

Mandag mødtes Iraks premierminister Haider al-Abadi med præsident Trump i Washington.

I en udtalelse fra Det Hvide Hus efter mødet lød det, at terrorismen ikke kan besejres med militær magt alene, og at de kommercielle bånd mellem Irak og USA skal styrkes

Premierminister Haider al-Abadi udtalte, at han har fået løfte om mere amerikansk støtte til kampen mod Islamisk Stat.