Omkring 50.000 muslimer fra rohingya-mindretallet er flygtet fra Myanmar, også kendt som Burma, til Bangladesh på grund af uroligheder, der brød ud i oktober, oplyser udenrigsministeriet i Bangladesh.
I begyndelsen af oktober udbrød der uroligheder i Rakhine-delstaten i det nordvestlige Myanmar, og det har fået de mange muslimer til at søge tilflugt i Bangladesh.
FN's Flygtningehøjkommissariat, UNHCR, har registreret mindst 43.000 rohingya-flygtninge i Bangladesh siden 9. oktober, hvor de seneste uroligheder i Rakhine-delstaten brød ud.
I Bangladesh har myndighederne skærpet patruljeringen ved grænserne i et forsøg på at dæmme op for flygtningestrømmene fra nabolandet.
Udenrigsministeriet i Bangladeshs hovedstad, Dhaka, har indkaldt Myanmars ambassadør til en samtale for at udtrykke "dyb bekymring over den fortsatte flygtningestrøm", skriver AFP.
Rohingyaerne er på flugt fra militærets indsats i delstaten. Flygtninge fortæller om massevoldtægter, tortur og drab, som soldater fra Myanmars hær angiveligt står bag.
Myanmar, som i april fik ny regering under ledelse af demokratiikonet Aung San Suu Kyi, afviser, at landets soldater står bag overgreb.
Menneskeretsorganisationer taler derimod om "etnisk udrensning" af rohingyaerne.
/ritzau/