Der sker meget i EU-samarbejdet, som ingen nogensinde havde forudset ville ske.
2022 blev endnu et af de år, hvor EU-landene traf beslutninger, som medlemslandenes politiske ledere året inden ville have karakteriseret som utænkelige.
2022 blev for eksempel året, hvor EU-budgettet blev brugt til at betale for indkøb af våben til et europæisk land (Ukraine), som er i krig med en supermagt (Rusland). Vel at mærke en supermagt, som er nabo til flere af EU´s egne medlemslande.
2022 var også året, hvor EU-landene indførte en solidarisk europæisk energipolitik. Hvor EU-landene lovede at hjælpe hinanden med energiforsyning i en sådan grad, at hvert EU-land er villig til at have perioder med energiblackouts for at kunne hjælpe andre EU-lande gennem vinteren.
2022 er på mange måder er et specielt år. Der opstod krig på det europæiske kontinent. Europa havnede i en energikrise, og økonomien blev ramt af både recession og inflation.
Men når det gælder udviklingen i EU-samarbejdet, så er 2022 faktisk ikke unik.
For ser man tilbage i tiden – ikke kun gennem de seneste år, men gennem de fem årtier, hvor Danmark har været medlem af først EF og siden EU – så har det europæiske samarbejde været igennem en rivende udvikling med en enorm integration mellem Den Europæiske Unions medlemslande. En integration, som oftest er drevet af nød. Ikke af lyst.
Igen og igen har de europæiske lande valgt at vende blikket mod Bruxelles og deres fælles europæiske samarbejde, når der opstod problemer som skulle løses. Og for hvert problem EU-landene valgte at løse i fællesskab, fik EU-samarbejdet tilført nye arbejdsopgaver. Nye politikområder som skulle løses og håndteres i EU i stedet for i nationalstaten.
Her får du første del af fortællingen om Danmarks første 50 år i EU.
Nye opgaver opstår
Skruer man tiden langsomt tilbage, så kan man – år efter år – se, hvordan EU-landenes politikere igen og igen har tilført EU-samarbejdet nye opgaver.
Coronapandemien førte til etableringen af en fælles europæisk sundhedspolitik med alt fra fælles indkøb af vacciner til øget fælles sundhedsforskning og meget andet.
Finanskrisen førte til et fælles europæisk banktilsyn, fælles europæiske bankredningsmekanismer og så videre.
Klimakrisen har ført til et stort antal nye love, regler og tiltag på EU-niveau.
Digitaliseringen har fået politikerne i EU-landene til at kræve EU-lovgivning om alt fra regulering af, hvad der må og ikke må offentliggøres på sociale medier til beskatning af it-giganter og regler, som skal forhindre, at de største giganter udnytter deres dominerende stilling på markedet.
År for år vokser EU-samarbejdet med nye ansvarsområder, som placeres i det fælles samarbejde mellem de 27 medlemslande.
Siden 1. januar 1973, hvor Danmark gik med i EF, har det europæiske samarbejde forandret sig fra at være et fælles marked med toldunion og landbrugspolitik til et indre marked med harmoniserede regler om alt fra forbrugerbeskyttelse til fri bevægelighed for arbejdskraft.
Et indre marked med en fælles mønt, en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. En fælles udlændingepolitik. Et politisamarbejde. Et fælles budget med egne indtægter. En fælles administration – Europa-Kommissionen – som har beføjelse til at udstede bøder til medlemslandene, som ikke overholder de fælles EU-regler. Og en overnational EU-domstol, hvis afgørelser skal efterleves af medlemslandenes parlamenter og domstole.
Årti efter årti har Europas politikere overdraget nye arbejdsopgaver til det europæiske samarbejde. Og årti efter årti har danske politikere forgæves forsøgt at bremse lige præcis den udvikling.
Historien om Danmarks 50 år i EU er historien om, hvordan danske politikere og dansk politik igen og igen er gået fejl af udviklingen i EU. En historie som begyndte allerede op til den danske folkeafstemning i 1973.
Kun et fælles marked
Den 2. oktober 1972 skal danskerne til folkeafstemning. De skal sige ja eller nej til, om Danmark skal gå med i Det Europæiske Økonomiske Fællesskab (EEC) – eller Fællesmarkedet som ja-partierne ynder at kalde EF-samarbejdet.
For ja-partierne er det vigtigt, at der er fokus på, at det, danskerne skal stemme om, er dansk deltagelse i et fælles marked. Markedet bestod allerede af Tyskland, Frankrig, Italien, Holland, Belgien og Luxembourg. Og sammen med Danmark var Storbritannien, Irland og Norge på vej ind i det fælles marked.
Ja-siden fokuserede frem for alt på økonomi og de positive fortællinger om, hvad der ville ske, hvis Danmark gik med i Fællesmarkedet: "100 svenske virksomheder interesseret i Nordjylland,” lød en overskrift. En anden lovede danskerne, at det ville blive ”Lettere at låne. Udlåns-loftet ventes lempet efter EF-afstemningen.”
Og så var der truslerne om de negative konsekvenser, der ventede, hvis danskerne stemte nej til medlemskabet. ”Valuta-eksperter om dansk nej til EF: Kronen må skæres ned med 10 til 20 procent” – ”Nu rationeres rejsevalutaen”, lød et par af de truende overskrifter i 1972.
”Mange arbejdsløse, hvis Danmark stemmer nej,” var også en klassisk trussel, som kunne læses i aviserne i 1972.
Nej-siden havde fokus på nogle helt andre temaer i deres kampagne.
Dels var der nej-sidens foretrukne alternativ til et EF-medlemskab. Det nordiske samarbejde. Det ville dø som et alternativ til EF-medlemskab, hvis Danmark gik med i EF, lød advarslen. Her fik nej-siden ret. Danmark gik med i EF, og Norden som et alternativ afgik med døden.
Nej-siden brugte også mange kræfter på at forsøge at tilbagevise de skræmmende scenarier som ja-siden malede op for, hvordan et nej ville ramme Danmark. ”Vi bliver ikke fattigere uden for EF”, lød et af nej-sidens budskaber i en af overskrifterne fra dengang.
Og frem for alt, så valgte nej-siden at fokusere på de politiske dele af EF-samarbejdet. Altså den del som ja-siden gerne ville undgå at tale om.
”EF bliver den tredje militære supermagt efter Sovjet og USA”. ”Danmark i EF tvinges til at levere uran til atombomber”, lød et par af de mere politiske overskrifter.
Ni ud af ti danskere deltog i folkeafstemningen den 2. oktober 1972. 63,4 procent af dem stemte ja til EF-medlemskabet. 36,6 procent stemte nej.
Statsminister Jens Otto Krag glædede sig over den klare sejr til ja-siden og sagde, at han håbede, at det nu ville betyde, at det var slut med, at danskerne var delte i spørgsmålet om det europæiske samarbejde.
Han tog grundigt fejl.
Narret af den italienske premierminister
Der skulle ikke gå lang tid, før det stod klart, at det europæiske samarbejde, Danmark var gået med i, var andet og mere end et økonomisk samarbejde og et fælles marked.
I juni 1985 rejste statsminister Poul Schlüter og udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen til Milano. De skulle til topmøde på byens legendariske slot, Castello Sforzesco.
Stats- og udenrigsministre fra de 10 EF-lande var samlede på slottet.
Den tyske kansler Kohl, Frankrigs præsident Mitterrand og en række af de øvrige ledere var mødt op med en plan.
De ville have EF-samarbejdet ændret. De ønskede en ny traktat, som skulle gøre op med vetoretten. De ønskede et EF-samarbejde, hvor beslutninger skulle kunne træffes med kvalificeret flertal.
En ny traktat ville gøre det muligt at etablere et indre marked mellem de 12 lande. Med harmoniserede regler, som skulle sikre, at både varer, kapital og arbejdskraft kunne bevæge sig frit.
Og samtidig skulle den nye traktat også etablere et formaliseret udenrigspolitisk samarbejde mellem EF-landene.
Statsminister Poul Schlüter og flertallet i Folketinget var imod. Danmark ønskede ikke nogen ny traktat og ikke noget formaliseret udenrigspolitisk samarbejde. Den gjorde den britiske premierminister, Margaret Thatcher og den græske premierminister Andreas Papandreou heller ikke.
Med opbakning fra Thatcher følte statsminister Poul Schlüter sig sikker på, at idéen om en ny EF-traktat ville blive lagt i graven i Milano.
Men den danske statsminister tog fejl. Han blev simpelthen narret af den italienske premierminister, Bettino Craxi, som var vært for Milano-topmødet.
Craxi overraskede både Thatcher og Schlüter ved at meddele, at mens en ny traktat kun kunne vedtages med enstemmighed, så var det faktisk muligt at træffe beslutning med simpelt flertal om at indkalde til en regeringskonference, som skulle udarbejde et udkast til en ny traktat.
Schlüter rejste til topmøde i Milano med et løfte til Folketingets partier om, at der ikke ville komme nogen ny traktat. Det skulle han og Margaret Thatcher nok forhindre med græsk hjælp. Det viste sig at være en gigantisk fejlvurdering af statsminister Poul Schlüter og hele det danske diplomati – ledet af udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen.
Traktat-forhandlingerne blev sat i gang i Milano, og blot seks måneder senere var forhandlingerne afsluttet. En ny traktat lå klar. Storbritannien gav efter og accepterede traktaten. Det samme gjorde Grækenland.
Dermed stod Danmark i valget om, hvorvidt Danmark skulle blokere for en traktat, som resten af EF-landene ønskede. Eller tilslutte sig traktaten.
Et dilemma, Schlüter skulle komme til at opleve endnu engang senere i sin regeringstid.
I december 1985 tilsluttede den danske regering sig den nye traktat, som fik navnet Fællesakten.
Men Schlüter-regeringen var en mindretalsregering, og hjemme i Danmark begyndte problemerne for alvor. For det viste sig hurtigt, at der ikke var flertal i Folketinget for at få traktaten ratificeret.
Socialdemokratiet var imod nogle dele af traktaten. For eksempel var Socialdemokraterne ikke begejstrede for, at EF med den nye traktat skulle til at lave regler på miljøområdet.
De Radikale var stærke modstandere af, at EF-samarbejdet ville formalisere et udenrigspolitisk samarbejde. Tanken om, at EF-landene skulle samarbejde om emner som udenrigspolitik, miljø og forbrugerbeskyttelse fik et flertal i Folketinget til at sige nej til den nye traktat, og så var gode råd dyre for statsminister Poul Schlüter.
Vejen ud af Schlüters problemer med at få traktaten godkendt blev en nyskabelse i dansk politik. Statsministeren udskrev simpelthen en vejledende folkeafstemning om den nye traktat. Og dermed var både Socialdemokratiet og De Radikale sat skak mat.
Selv om de partier var imod traktaten, så var de tvunget til at stemme for traktaten i Folketinget, hvis folkeafstemningen viste, at et flertal af danskerne støttede Fællesakten – eller EF-Pakken, som traktaten også blev kaldt i Danmark.
Folkeafstemningen skulle afholdes allerede i februar 1986. Det betød en kort, intensiv og meget bidsk valgkamp. Modstanderne mod EF-pakken var hele venstrefløjen i Folketinget, Socialdemokraterne og De Radikale. Bakket op af Folkebevægelsen mod EF.
Argumenterne mod traktaten var mange.
Nej-siden sagde, at Fællesakten ville betyde, at vetoretten blev afskaffet. De argumenterede for, at traktaten var et skridt på vejen mod en europæisk union. Argumentet var, at når man først havde lavet et indre marked, så ville man være nødt til også at indføre en fælles europæisk mønt. Ellers kunne et indre marked ikke fungere.
Ja-siden argumenterede endnu engang med, at der kun var tale om praktiske justeringer af det europæiske samarbejde, og at fokus stadig ville være økonomi og handel. Og for at sætte ekstra tryk på det argument, så lovede statsminister Poul Schlüter ved den afsluttende tv-debat inden afstemningen, at hvis blot danskerne stemte ja, så ville unionsplanerne være stendøde.
”Unionen er stendød, når vi stemmer ja på torsdag”, lød det ordret fra Poul Schlüter:
Unionen kommer, og muren falder
Schlüter fik sit ja til EF-pakken ved folkeafstemningen i februar 1986. Men ikke uden en pris.
For det var ikke kun EF-samarbejdet, som fik fornyet liv efter den danske folkeafstemning. Det samme gjorde Schlüters udtalelse om den stendøde union.
Det viste sig nemlig, at unionsplanerne var alt andet end stendøde.
Kun to år efter folkeafstemningen i 1986 var der endnu engang topmøde for de nu 12 EF-lande.
Topmødet blev afholdt i messehallerne i den tyske by Hannover og frem for alt én ting dominerede topmødet: Ønsket om at gå i gang med planerne om at udbygge EF-samarbejdet med en økonomisk- og monetær union.
For – præcis som modstanderne af Fællesakten havde forudset – så mente et flertal af EF-landene ikke, at et indre marked kunne fungere ordentligt, hvis der ikke også var en fælles mønt og en økonomisk union.
Endnu engang var statsminister Poul Schlüter og flertallet i Folketinget imod den udvikling, som et flertal af EF-landene ønskede. Men Danmark havde ikke det politiske mod til selv at stoppe planerne. I stedet var den danske regerings politik at vente og se tiden an.
Topmødet i Hannover besluttede sig for at nedsætte en særlig komité, som fik til opgave at udarbejde en plan for, hvordan en europæisk økonomisk- og monetær union kunne etableres.
Den tyske kansler Kohl og den franske præsident Mitterrand jublede over planerne.
Statsminister Poul Schlüter lød noget anderledes og forklarede den danske presse, at der næppe ville være hold i unionsplanerne.
- Det er i dag lykkedes Danmark at få begravet planerne om en fælles EF-valuta i et udvalg, sagde den danske statsminister til pressen efter topmødet.
Det skulle dog hurtigt vise sig, at det, der skete ved Hannover-topmødet, ikke var nogen begravelse. Det skulle i stedet vise sig at være euroens fødselsdag.
I november 1989 faldt Berlin-muren.
En totalt uventet begivenhed, som satte hele det europæiske samarbejde på den anden ende.
Kansler Kohl ønskede de to Tysklande – øst og vest – genforenet til et samlet Tyskland. Og svaret fra de øvrige EF-lande var klart. De ønskede det nye store Tyskland bundet ind i et mere forpligtende samarbejde. Ikke alene skal planerne om en økonomisk- og monetær union gennemføres. De skal også suppleres med en politisk union.
Arbejdet med unionsplanerne blev skudt i gang ved et topmøde i Rom i december 1990. Et år efter murens fald.
Og allerede et år senere – i december 1991 – lå der nye vedtagne traktater på bordet foran de politiske ledere. Traktaten om den økonomiske- og monetære union med en fælles mønt og en fælles europæisk centralbank. En traktat som pålagde landene at afskaffe deres nationale valuta for i stedet at indføre en fælles valuta.
Og så yderligere en traktat om etableringen af en politisk union. Med fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Planer om en fælles forsvarspolitik. En fælles udlændinge- og migrationspolitik. Etableringen af et europæisk politisamarbejde og et udbygget samarbejde om andre retslige områder om alt fra fælles visum-politik til samarbejde mellem retslige myndigheder i medlemslandene.
Den politiske traktat indeholdt også etableringen af nyt samarbejde på områder som miljø, transport, arbejdsmarked og meget andet.
Den stendøde union var efter Berlinmurens fald blevet sprællevende og for at undgå ny ballade med flertallet i Folketinget, så havde statsminister Poul Schlüter allerede forud for Maastricht-topmødet i december 1991 lovet, at unionstraktaternes skæbne skulle afgøres ved en dansk folkeafstemning.
Det var dog ikke noget, der bekymrede udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen. Da han efter topmødet blev spurgt om han troede, at danskerne ville stemme ja, svarende han: ”De siger ikke bare ja. De siger ja tak”.
Det utænkelige nej
Den 2. juni 1992 skulle danskerne til det igen. For tredje gang på 20 år skulle der være folkeafstemning om det europæiske samarbejde.
Kun seks år efter, at Poul Schlüter havde lovet danskerne, at unionsplanerne ville være stendøde, hvis de stemte ja, så fik hver eneste danske husholdning et eksemplar af de to unionstraktater leveret direkte i postkassen.
De spillevende unionstraktater blev husstandsomdelt, og endnu engang viste debatten om folkeafstemningen, at deltagerne i debatten var dybt uenige om, hvad det egentlig var danskerne skulle tage stilling til.
Ja-siden forsikrede, at Danmark ikke var tvunget til at deltage i den fælles mønt. Det skulle afgøres ved en senere folkeafstemning. Og ja-siden forsikrede, at det slet ikke var sikkert, at forsvarssamarbejdet ville udvikle sig. Det skulle også først afgøres senere. På samme måde lovede ja-siden, at for eksempel politisamarbejdet ville blive begrænset til udveksling af informationer.
Nej-siden malede billedet af, at politisamarbejdet var første skridt på vejen mod et europæisk FBI, og forsvarssamarbejdet var første skridt på vejen mod en EU-hær.
For borgerne var det svært at gennemskue, hvem der havde ret. Men en ting var helt klart: Ja-politikernes troværdighed var svækket.
De havde lovet, at der ikke var hold i planerne om at omdanne EF til en europæisk union, men nu havde hver eneste husstand i Danmark altså fået unionstraktaten leveret i postkassen.
Resultatet kunne ses den 2. juni om aftenen. Det utænkelige skete. Et flertal af danskerne stemte nej til Maastricht-traktaten.