5 ting du skal vide om G7-topmødet i Japan

Økonomi, flygtningekrise, terrorisme og Brexit er nogle af de ting, G7 skal diskutere.

G7-lederne planter træer ved Ise Jingu-helligdommen. (Foto: © MICHAEL KAPPELER, Scanpix)

Stats- og regeringscheferne fra syv af verdens største industrialiserede lande mødes torsdag og fredag til det årlige G7-møde, denne gang på Ise-Shima-halvøen i Japan.

Blive klogere på mødet her:

1. Hvem deltager?

G7 består af USA, Tyskland, Frankrig, Storbritannien, Italien, Canada og Japan.

EU er desuden repræsenteret ved Donald Tusk, formand for Det Europæiske Råd, og Jean-Claude Juncker, formand for Europa-Kommissionen. EU var været en fast del af G7, og før det G8, siden 1981.

Tidligere var Rusland med i gruppen, som derfor hed G8. Men efter Rusland annekterede halvøen Krim i 2014, valgte G7-landene at boykotte både Rusland og G8-mødet i netop Rusland senere samme år.

2. Hvorfor mødes de i Japan?

Værtsskabet går på skift, og i år er det Japans tur. Sidste år var Tyskland vært, næste år er Italien, Canada i 2018, Frankrig i 2019 og USA i 2020.

I 2014 blev G7 afholdt i Bruxelles med EU som vært som erstatning for det aflyste G8-topmødet i Rusland.

G7-lederne plus EU-formændene Jean-Claude Juncker og Donald Tusk. (Foto: © MINISTRY OF FOREIGN AFFAIRS OF J, Scanpix)

3. Hvad skal de diskutere på mødet?

Der er en hel del på bordet, som G7 skal diskutere. Først og fremmest verdensøkonomien, men også terrorisme og flygtningekrisen, som EU vil have mere hjælp fra verdenssamfundet til at løse, er højt på agendaen.

Også "maritim sikkerhed" er på programmet, især med henblik på at snakke om Kinas aktiviteter i det sydkinesiske hav, der bekymrer de omkringliggende naboer.

Forud for topmødet har fagministre fra G7-landene i løbet af foråret mødtes forskellige steder i Japan.

4. Hvad kommer de derudover til at snakke om ved mødebordet?

Selvom det ikke er på den officielle dagsorden, kommer G7-lederne med sikkerhed til at diskutere EU-afstemningen i Storbritannien 23. juni, hvor briterne skal vælge om de vil forlade eller blive i EU - det såkaldte Brexit.

Vælger briterne at stemme for at forlade EU vil det efter meget at dømme nemlig påvirke de europæiske og globale finansielle markeder.

Kabinetchefen for Jean-Claude Juncker, der deltager i G7-mødet som formand for Europa-Kommissionen, skabte debat da han torsdag tweetede, at han frygter for næste års G7-møde med EU-skeptikeren og forlad-fortaleren Boris Johnson som Storbritanniens premierminister.

G7-landenes finansministre sagde sidste uge, at de håber at briterne vil stemme for at blive i EU.

G7-lederne besøger Ise Jingu-helligdommen under G7-mødet. (Foto: © CAROLYN KASTER, Scanpix)

5. Hvad skal lederne lave, når de ikke sidder til møde?

Inden dagens diskussioner besøgte verdenslederne torsdag formiddag Ise Jingu-helligdommen, en af shinto-religionens helligste steder, hvor de plantede japanske cedertræer.

Ifølge Japans præsident Shinzo Abe skal det give stats- og regeringscheferne en bedre forståelse for japanernes spiritualitet.

Fredag besøger Barack Obama som den første siddende amerikanske præsident den japanske by Hiroshima, som USA smed en atombombe over i 1945 i slutningen af Anden Verdenskrig.

Besøget ses som et forsøg på at bringe USA og Japan tættere sammen i en tid, hvor Kina får voksende magt, men der kommer ingen undskyldning for bombningen fra amerikansk side.