465 flygtninge og migranter er kommet til Athen lige før lukketid

Knap 500 flygtninge og migranter er som de sidste ved at blive sejlet fra de græske øer til fastlandet.

Fra midnat er det slut med at komme fra de græske øer til fastlandet. Fremover bliver flygtninge og migranter sendt retur fra øerne til Tyrkiet (arkivfoto). (Foto: © ALKIS KONSTANTINIDIS, Scanpix)

Græske færger har i dag fragtet 465 migranter fra øerne tæt på Tyrkiet til Piraeus-havnen i den græske hovedstad, Athen.

Kystvagten venter, at yderligere 30 migranter kommer til Piraeus i løbet af dagen, og de tilsammen knapt 500 migranter er blandt de sidste, der kommer til det europæiske fastland, inden den nye aftale mellem EU og Tyrkiet træder i kraft ved midnat.

Den aftale siger blandt andet, at migranter, der kommer til de græske øer fra Tyrkiet, risikerer at blive sendt tilbage.

Når det gælder syrere, bliver de også sendt tilbage, men samme antal i tyrkiske lejre bliver i stedet bragt til et EU-land.

I princippet er det et byttearrangement - en til en. Overgrænsen er 72.000, og et formål er at ødelægge menneskesmuglernes forretning.

I øjeblikket er der tusindvis af migranter i Grækenland. De sidder fast i den nuværende situation, hvor den såkaldte Vestbalkanrute gennem Grækenlands nordlige nabo, Makedonien, og videre op til det mere velhavende Nordeuropa er blevet lukket.

Landene på ruten har etableret grænsekontrol for at sætte en stopper for den ukontrollable migration.

/ritzau/