Singapore har bekræftet 41 tilfælde af zikavirus, hvor de pågældende patienter tilsyneladende er blevet smittet lokalt, oplyser landets sundhedsministerium ifølge Straits Times.
Så vidt vides har ingen af de smittede for nylig været på rejse til nogle af de lande, der er ramt af zikavirus, skriver netavisen.
36 ud af de 41 smittede er udlændinge, der arbejder på samme byggeplads i byen Aljunied i Singapore.
I alt er 124 mennesker i Singapore, hvoraf de 118 er byggearbejdere, blevet testet for zikavirus.
Lørdag bekræftede Singapore sit første tilfælde af lokal zikasmitte og sagde, at der formentlig ville blive konstateret flere tilfælde.
- Med tilstedeværelsen af zika i vores region og antallet af rejser, som både singaporeanere og turister foretager, er det uundgåeligt, at der vil blive importeret tilfælde af zika til Singapore, skrev sundhedsministeriet i en pressemeddelelse lørdag.
Det nuværende udbrud af zikavirus blev opdaget i Brasilien sidste år og har siden bredt sig over det sydamerikanske kontinent og videre til Florida i USA.
Virusset udgør en alvorlig risiko for gravide, fordi det kan give fødselsskader på deres børn.
/ritzau/Reuters