I modsætning til i Ukraine forløb alt i fred og fordragelighed, da ukrainerne gik til valg i Danmark. På den ukrainske ambassade i København kunne de stemme på den næste præsident for deres hjemland, og 346 ukrainere dukkede op for at gøre netop det.
- Det er et af de mest aktive valg, vi har set, siger Yakubiv Volodymyr, der er formand for valgkommisionen for det ukrainske præsidentvalg i Danmark.
De 346 vælgere er godt tre gange så mange som sidste gang, valget blev afholdt, fortæller han.
- De kom fra hele Danmark, også Fyn og Jylland, siger han.
Ukrainerne stod skulder ved skulder og stemte, uden at det gav problemer.
- Der var ingen konflikter, de største problemer handlede om stavning, siger Yakubiv Volodymyr.
Høj valgdeltagelse i Ukraine
I den vestlige del af Ukraine er valgdeltagelsen høj - op mod 50 procent af vælgerne har sat deres kryds til præsidentvalget. Valgdeltagelsen i den østlige - og mere russiskvenlige del af landet er derimod lavere.
I Donetsk rapporterer ukrainske medier om en valgdeltagelse på under 10 procent.
Valgets vinder er ifølge de officielle Exit Polls den 48-årige millionær Petro Porosjenko, der står til mere end 55 procent af stemmerne. Et endeligt resultat af præsidentvalget forventes dog først mandag, men Porosjenko har allerede udråbt sig selv som vinder af valget.
I en tale umiddelbart efter prognoserne var kommet frem, proklamerede han, at han som noget af det første vil rejse til den østlige del af landet for at sikre fred og stabilitet i regionen.
Hvis det officielle resultat mandag giver Porosjenko mere end halvdelen af stemmerne, vil han blive erklæret som vinder af valget uden behov for en anden valgrunde.