576 dage er der gået, siden russiske tropper krydsede grænsen til Ukraine, og krigen mellem de to lande brød ud.
Efter flere måneder i begyndelsen af krigen, hvor gule nyhedsbjælker kunne berette om erobringer, generobringer og andre vigtige udviklinger på slagmarken, har fronterne de seneste godt 10 måneder været låst fast.
- Efter flere måneders forsøg lykkedes det tilsyneladende ukrainerne at få held med at bryde igennem de allerforreste russiske forsvarsstillinger, fortæller Claus Mathiesen, der er lektor ved Forsvarsakademiet.
I morges skrev den amerikanske avis Wall Street Journal så, at ukrainske styrker er lykkes med at bryde den primære forsvarslinje i den sydøstlige del af landet med pansrede køretøjer.
Desuden skriver den amerikanske tænketank Institute for the Study of War i en rapport om krigen, at de også vurderer, at pansrede køretøjer fra Ukraine er i gang med at "operere på den anden side af forsvarslinjen".
Og netop fordi forsvarslinjerne har været så svære at gennembryde, har alverdens militæranalytikere nu igen øjnene skarpt rettet mod netop ukrainernes forsøg på at bryde gennem de russiske forsvarslinjer.
- Håbet er at kunne få skabt en åbning i den russiske forsvarslinje, som er bred og sikker nok til, at man kan få splittet de russiske styrker i en østlig og en sydlig gruppering, siger Claus Mathiesen, lektor ved Forsvarsakademiet.
Der er stadig usikkerhed om historien i Wall Street Journal, da den er skrevet på baggrund af en unavngiven kilde. De ukrainske myndigheder har endnu ikke bekræftet udmeldingen.
En halv kilometers minefelt
Årsagen til, at fronterne i krigen næsten ikke har bevæget sig de seneste godt 10 måneder, skyldes, at det har været så svært for ukrainerne at nærme sig de russiske linjer.
Foran skyttegravene, hvor de russiske styrker har gravet sig ned, er der områder med "helt vildt mange" miner, fortalte Anders Puck Nielsen, der er militæranalytiker ved Forsvarsakademiet, da han tidligere på ugen var gæst i DR's podcast Genstart.
- De meldinger, vi har, er, at der er omkring en halv kilometers minefelt foran de første russiske stillinger. Det, russerne har lagt her, er et af de største minefelter, som verden har set.
- Det er simpelthen det, som ukrainerne er nødt til at arbejde sig igennem, siger han.
En sådan opgave kan ikke lykkes ved blot at køre pansrede vogne hen over felterne. I stedet må det gøres til fods - og ofte om natten, meter for meter, forklarer Anders Puck Nielsen.
Alt imens har ukrainerne også "blødgjort" de russiske linjer ved at gå målrettet efter det russiske artilleri, som ellers har ramt ukrainerne, mens man har forsøgt at rydde de enorme minefelter, forklarer Anders Puck Nielsen.
- Gennem hele juli og august har vi set, at ukrainerne målrettet går efter russernes langtrækkende kanoner. For det er netop også dem, som forhindrer dem i at komme videre.
Skyttegravene bringer krigen helt tæt på
Ønsker man som ukrainerne at bryde de russiske forsvarslinjer, er det ikke nok blot at rydde miner og ramme langtrækkende kanoner.
For i de russiske skyttegrave venter soldater, som også skal nedkæmpes.
Her har ukrainerne i stort omfang gjort brug af klyngebomber, som der over sommeren var store diskussioner af, efter amerikanerne besluttede at donere det kontroversielle våben til Ukraine.
- Klyngeammunition er rigtig godt til lige præcis sådan noget her. Først bombarderer de skyttegravene, men bagefter er der nogle soldater, som er nødt til at hoppe ned i dem og arbejde sig igennem dem, meter for meter, fortæller Anders Puck Nielsen.
Han har selv set "skrækkelige" videoer, der viser ukrainske soldater arbejde sig gennem skyttegravenes gange.
- Man ser nærkampen. Man ser, hvordan de kommer rundt om et hjørne. Og pludselig står der så en russisk soldat, som de skyder. Man får krigen helt tæt på. Man kan se ansigtsudtrykket på ham, der bliver skudt, siger Anders Puck Nielsen.
Livgivende knudepunkt
Målet med at bryde de russiske forsvarslinjer er for ukrainerne blandt andet at nå til den strategisk vigtige jernbaneby Tokmak i Zaporizjzja-regionen.
Ved at generobre byen, som de ukrainske tropper angiveligt står 20-25 kilometer fra, kan man sætte en kæp i hjulet for den russiske krigsindsats.
Tokmak og byens jernbanenet fungerer nemlig som et livgivende knudepunkt, der forsyner de russiske tropper ved fronten med ammunition, brændstof og mad.
Ifølge Anders Puck Nielsen er der klare tegn på, at Rusland også tager det meget alvorligt, at ukrainerne nu ser ud til at have held med at bryde forsvarslinjerne netop her.
- Vi ser, at russerne på alle mulige måder forsøger at forstærke området. De tager soldater fra andre steder på frontlinjen og fører dem hertil.
- Det viser noget om, at russerne godt er klar over, hvor vigtigt lige præcis det her område er. Ukrainerne må ikke komme ned og skære forsyningslinjerne over, siger han.
Erobringen af Tokmak og andre strategiske byer længere sydpå skal helst ske inden vinteren for alvor sætter ind.
Erfaringen fra sidste vinter viser nemlig, at krigen går ind i en anden fase, når regn, mudder og frost rammer.
- Sidste vinter skete der ikke de store troppebevægelser, og store offensiver blev ikke iværksat. Simpelthen fordi temperaturen, vejret og føret gjorde det meget risikabelt at lave større bevægelser, siger Claus Mathiesen.
Mens ukrainerne arbejder for at bryde det russiske panser, så er det russernes strategi at holde fast i forsvarslinjerne, vurderer lektoren ved Forsvarsakademiet.
- Man håber, at året 2024 vil skabe usikkerhed omkring støtten til Ukraine. Og ved at udvise strategisk tålmodighed og bide sig fast, håber russerne, at der kommet et tidspunkt, hvor de måske får mulighed for at udvide deres eget angreb.
Om den seneste udvikling i krigen i Ukraine får afgørende betydning, tør Claus Mathiesen ikke spå om.
- På nuværende tidspunkt ved vi ikke, hvor langt det er lykkedes ukrainerne at komme ind i det russiske forsvar. Det må tiden vise, siger han.
Det sidste nye om krigen i Ukraine kan du få i vores live-blog lige her: