OPDATERING 6. juni klokken 22:00
Oplysninger i denne artikel har vist ikke at være korrekte. Den 25-årige nævnt i artiklen døde ikke som nævnt 25. maj. Manden er død 6. juni. Det skriver blandt andre BBC.
DR beklager fejlen.
Angrebet på et jødisk museum i Bruxelles har kostet sit fjerde offer.
Ifølge en paraplyorganisation for jødiske organisationer i Belgien døde en 25-årig person søndag af sine kvæstelser. Personen var ansat på museet.
Det skriver den belgiske avis Het Laatste Nieuws.
To af ofrene var israelske turister, mens den tredje var en fransk person.
Jagter gerningsmanden
Politiets ledelse fortalte søndag, at man jagter den attentmand, som lørdag skød ved museet. Endnu er landets betjente på bar bund - men de hælder til en teori om, at manden handlede ud fra antisemitiske motiver.
Samtidig mener politiet efter at have studeret overvågningsbilleder, at gerningsmanden var alene, og at han var særdeles godt forberedt.
Politet har haft anholdt en person, som dog er blevet løsladt igen.
Dele af det jødiske samfund i Belgien frygter, at der ligger antisemitiske kræfter bag drabene, og den fremtrædende jøde Joel Rubinfeld i Bruxelles mener, det er et "resultat af et klima af had".
Politiet ventes at holde et pressemøde senere søndag.