Et jordskred har begravede tre landsbyer i Sri Lanka, og 200 familier frygtes at have mistet livet.
Det oplyser hjælpeorganisationen Sri Lanka Red Cross på Twitter.
- Første blik på jordskreddet i Aranayake: Redningshold er nået frem til landsbyen. Over 200 familier savnes, skriver det lokale Røde Kors.
230.000 har forladt deres hjem
Det er flere dages kraftigt regnvejr, der menes at være årsag til oversvømmelser og jordskred flere steder i Sri Lanka.
Mindst 11 personer er bekræftet omkommet på grund af vejrforholdene, mens over 230.000 har måttet forlade deres hjem, skriver AFP.
Ifølge en talsmand for det srilankanske katastrofeberedskab er regnvejret det mest voldsomme på øen siden 2010.
Officielt er 16 savnet, men ifølge vicepolitiinspektør Rohan Dias fra Kegalle-distriktet var der omkring 150 familier i de tre landsbyer, og det er uklart, om de har overlevet.
/ritzau/