200 catalanske borgmestre rejser til Bruxelles

De vil give deres førstehåndsoplevelser af, hvad der sker i Catalonien.

Den catalanske leder Puigdemont (til højre) og hans belgiske advokat. (Foto: © STRINGER, Scanpix)

En delegation på 200 borgmestre fra Catalonien rejser i dag til Bruxelles. De ønsker selvstændighed for den selvstyrende spanske region og vil fortælle om deres egne oplevelser af den spanske regerings afsættelse af den catalanske selvstyreregering og af fængslingen af regionens ministre. Det melder catalanske medier.

Ulovlig afstemning

Borgmestrene kræver, at spanske myndigheder løslader en række fængslede, catalanske ministre. Spanske myndigheder arresterede ministrene, efter en folkeafstemning om selvstændighed for Catalonien – en afstemning, spanske myndigheder har erklæret ulovlig.

Rejsen kommer, mens den catalanske leder Carles Puigdemont befinder sig i Bruxelles. Den spanske regering har udstedt en europæisk arrestordre imod ham.

I forgårs meldte han og fire ministre sig til belgisk politi. De blev løsladt på betingelse af, at de bliver i landet, indtil en dommer har truffet en beslutning om, hvorvidt de skal udleveres til retsforfølgelse i Spanien. Det sker efter planen i næste uge.

Uklart program

Hvem der tager imod de 200 borgmestre, når de ankommer til Bruxelles, og hvordan deres program præcis ser ud, er uklart.

I dag ankommer også en delegation af catalanske forretningsmænd til Bruxelles. De er imod catalansk uafhængighed. Det skriver belgiske medier.