20 er dræbt i skyderi i butikscenter i Texas

20 personer er dræbt i et skyderi lørdag i El Paso. Det oplyser Texas' guvernør, Greg Abbott, på pressemøde.

Overvågningskameraer fangede en mand med et våben på vej ind i Walmart-butikscentret i byen El Paso.

20 personer er dræbt i et skyderi lørdag ved en Walmart-forretning og et butikscenter i byen El Paso i den amerikanske stat Texas.

Det oplyser Texas' guvernør, Greg Abbott, natten til søndag dansk tid på et tv-transmitteret pressemøde.

Desuden er 26 personer såret, oplyser politiet ifølge nyhedsbureauet AP.

- En almindelig lørdag, hvor folk slapper af med indkøb, er blevet forvandlet til en af de blodigste dage i Texas' historie, siger guvernøren.

  • 20 personer er dræbt i et skyderi lørdag i El Paso. (Foto: © JOSE LUIS GONZALEZ)
  • Folk holder i hånden og mindes ofrene for masseskyderiet i et Walmart shoppingcenter lørdag formiddag. (Foto: © MARIO TAMA, 2019 Getty Images)
  • En 21 årig mand er efterfølgende varetægtsfængslet og mistænkt for skyderiet som dræbte 20 mennesker. (Foto: © JOSE LUIS GONZALEZ)
  • En kvinde fra El Paso sørger over de omkomne ved skyderiet i El Paso, Texas. (Foto: © JOSE LUIS GONZALEZ)
  • Texas guvernør, Greg Abbott, taler med pressen efter en gudstjeneste for ofrene i St. Pius X kirke i El Paso. (Foto: © MARIO TAMA, 2019 Getty Images)
  • Folk samles, tænder lys og mindes de 20 dræbte ved skyderiet i et shoppingcenter i Texas. (Foto: © STRINGER)
  • Også gymnasieelever fra El Paso High School er samlet og tænder lys for ofrene. (Foto: © JOSE LUIS GONZALEZ)
  • "Jeg er El Paso", står der på trøjen på en gymnasieelev fra El Paso High School, som holder et lys og mindes ofrene for skyderiet lørdag formiddag. (Foto: © JOSE LUIS GONZALEZ)
  • Samuel Lerma, Arzetta Hodges og Desiree Qunitana deltager i en mindehøjtidlighed. (Foto: © STRINGER)
1 / 9

Politiet har identificeret og anholdt den formodede gerningsmand. Der er tale om en 21-årig mand fra Dallas-området.

Anholdelsen af den mistænkte forløb uden problemer, og politiet løsnede ikke skud, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Motivet til skyderiet kendes ikke, men ifølge CNN's oplysninger er politiet i Texas i gang med at undersøge et opslag, der blev offentliggjort på internettet forud for skyderiet, og som kan pege i retningen af et motiv.

Den 21-årige mand under mistanke menes at have lavet opslaget.

Los Angeles Times skriver, at opslaget indeholdt synspunkter om, at latinamerikansk indvandring konstituerer en "invasion" samt enighed med personerne bag angrebet på moskéer i Christchurch i New Zealand.

Den 21-åriges Twitter-profil skulle ifølge samme medie have sendt hyldest til Præsident Donald Trump og hans planer om at bygge en mur langs den mexicanske grænse.

Politichefen i El Paso, Greg Allen, oplyser på pressemødet, at der muligvis er tale om en hadforbrydelse.

- Lige nu har vi et manifest fra denne person, der til en vis grad viser, at det muligvis er en hadforbrydelse, siger han.

Et flertal af indbyggerne i El Paso, der ligger på grænsen til Mexico, er latinamerikanere.

Blandt de dræbte er tre mexicanere, oplyser Mexicos præsident, Andres Manuel Lopez Obrador, ifølge Reuters.

Trump oprørt

Den amerikanske præsident, Donald Trump, er oprørt.

- Frygtelige skyderier i El Paso, Texas. Forlydender er meget slemme, mange er dræbt. Arbejder med statslige og lokale myndigheder samt politi, skriver præsidenten på Twitter.

El Paso ligger på grænsen til Mexico. På den anden side af grænsen ligger byen Juarez.

Masseskyderier er et hyppigt fænomen i USA, hvor næsten alle borgere har let adgang til våben.

Myndighederne definerer et massemord som mindst tre dræbte, og det er i store træk hverdag i USA.

Næsten 40.000 personer blev i 2017 dræbt af skud i USA. Det var det højeste niveau i 50 år, oplyser Centers for Disease Control and Prevention, der er den officielle myndighed, som fører statistik.

Heri indgår også antallet af selvmord og vådeskud.

De seneste års værste masseskyderier i USA

  • 3. august 2019: Lørdag formiddag lokal tid begynder en mand at skyde omkring sig med et automatvåben i en Walmart-butik i El Paso. Politiet anholder en 21-årig mand, som menes at stå bag skyderiet, der koster mindst 20 livet.

  • Maj 2019: 12 mennesker bliver dræbt af skud i en offentlig bygning i delstaten Virginia. Den formodede gerningsmand, DeWayne Craddock, bliver dræbt af skud under ildkamp med politifolk.

  • November 2018: Ian David Lon skyder og dræber 12 mennesker på en countrybar i Thousand Oaks i Californien, før han tager sit eget liv. Lon var en amerikansk krigsveteran, der havde været udsendt til Afghanistan.

  • Oktober 2018: Robert Bowers er anklaget for at skyde og dræbe 11 mennesker i en synagoge i Pittsburgh, Pennsylvania. Det er det dødeligste angreb på jøder i USA nogensinde.

  • Maj 2018: Dimitrios Pagourtzis åbner ild på Santa Fe High School i Santa Fe i Texas. Den 17-årige dreng skyder og dræber otte elever og to lærere.

  • Februar 2018: Den 19-årige Nikolas Cruz skyder og dræber 17 elever og ansatte, da han med en halvautomatisk riffel åbner ild på Marjory Stoneman Douglas High School i Florida.

  • November 2017: 25 personer og et ufødt barn mister livet, og 20 andre bliver såret, da Devin Patrick Kelley åbner ild mod en kirke i Sutherland Springs i Texas. Gerningsmanden bliver efterfølgende fundet død.

  • Oktober 2017: Den 64-årige Stephen Paddock skyder mod flere tusinde koncertgængere fra sit hotelværelse i Las Vegas. 58 personer bliver dræbt, og 546 andre bliver såret i angrebet. Gerningsmanden begår selvmord efter angrebet, der er det blodigste i nyere amerikansk tid.

  • Juni 2016: 49 mennesker bliver dræbt, da 29-årige Omar Saddiqui Mateen skyder omkring sig på Orlando-natklubben Pulse i Florida, der fortrinsvis bliver besøgt af homoseksuelle. Gerningsmanden bliver dræbt, da politiet rykker ind for at befri de gidsler, han har taget.

  • December 2015: Ægteparret Syed Rizwan Farook og Tashfeen Malik åbner ild mod en forsamling af medarbejdere på Inland Regional Center i byen San Bernadino i Californien. 14 personer mister livet.

  • December 2012: 20-årige Adam Lanza skyder først sin mor, før han dræber 20 elever og lærere på Sandy Hook Elementary School i Newtown i Connecticut. De fleste af de dræbte elever var mellem seks og syv år gamle.

  • Kilder: Time, NBC News, CNN Library, Vox.com, AFP, AP og KDKA. /ritzau/