De fire kampklare bataljoner, der udgør Natos nye fremskudte tilstedeværelse i medlemslande med grænser til Rusland, begynder at tage form.
16 lande har indtil nu meldt sig klar til at levere soldaterne, siger Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg.
- Jeg er virkelig inspireret af mødet i dag. Der var så mange lande, der gav meget faste og konkrete meldinger om at bidrage til de fire bataljoner, siger Stoltenberg her til aften, hvor Nato holder forsvarsministermøde i Bruxelles.
Nato-chefen siger, at de fremskudte bataljoner i Estland, Letland, Litauen og Polen vil blive "robuste, multinationale og kampklare".
- De vil levere et meget klart budskab om styrke og afskrækkelse, siger Stoltenberg.
Danmark afløser franske soldater
Danmark lovede allerede på Natos topmøde i Warszawa i juli at deltage med op til 200 soldater i Natos fremskudte bataljon i Estland.
Bataljonen vil bliver ledet af Storbritannien, og ud over Danmark vil Frankrig også sende soldater til Estland.
Styrkerne vil rotere. Franske soldater ventes at starte i Estland sammen med britiske fra sommeren 2017.
Danske soldater ventes derefter at afløse de franske omkring årsskiftet mellem 2017 og 2018.
På Nato-topmødet besluttede alliancen at indlede udstationeringen af fire bataljoner, hver på op til 1000 mand, i begyndelsen af 2017.
Beslutningen er udløst af den bekymring, som den russiske fremfærd over for Ukraine har skabt hos Ruslands naboer.
/ritzau/