Stadig flere udenlandske statsborgere drager i hellig krig i Irak og Syrien for at kæmpe for Islamisk Stat.
En ny rapport fra FN viser, at støtten til den ekstreme islamistiske bevægelse er større, end nogen anden terrorgruppe har formået at få i flere årtier. Stigningen i antallet af hellige krigere er sket i 'et hidtil uset omfang', lyder det i rapporten, som britiske The Guardian har fået.
FN anslår, at 15.000 personer fra op mod 80 forskellige lande er rejst til Mellemøsten for at støtte oprettelsen af Islamisk Stats kalifat.
- Tallene siden 2010 er nu så mange gange større end antallet af udenlandske terrorister mellem 1990 og 2010, hedder det i rapporten.
Kommer fra 80 lande
FN-rapporten er en opdatering af tidligere undersøgelser af, hvor udbredt transnational terrorisme er.
Det opsigtsvækkende i den aktuelle undersøgelse er, at Islamisk Stat tiltrækker udenlandske krigere fra lande, der ikke normalt er kendt for at have for eksempel al-Qaeda-sympatisører.
FN nævner ikke hvilke 80 lande, der er tale om. Men i de seneste måneder har man observeret tilhængere af Islamisk Stat fra blandt andet Maldiverne og i Chile, lyder det.
Succes på sociale medier
Ifølge rapporten vinder Islamisk Stat frem til fordel for al-Qaeda, der synes at være blevet svækket.
De to terrorgrupper har sammenlignelige strategiske mål, men forskellige taktikker hvad angår rekruttering, propaganda og lederskab.
Forskellene afspejler sig i høj grad i Islamisk Stats brug af de sociale medier.
Eksperter har tidligere peget på, at de formår at få så meget opbakning fra udenlandske sympatisører, fordi de er aktive på de sociale medier. Og den teori bliver bakket op af FN's analyse.
- Når der ikke håndhæves noget forbud mod de sociale medier, viser det, at ledelsen i Islamisk Stat anerkender værdien af at sprede terrorbudskaber og rekruttere på flere sprog, platforme og sociale medier, mener FN ifølge The Guardian.
'Kom og vær med'
Islamisk Stat har således en helt anden tilgang, når de skal rekruttere folk, og de sociale medier er blevet en indgroet del af deres propagandamaskine.
Og det har skubbet al-Qaedas traditionelle måde at sprede deres islamistiske budskaber bagud, skriver FN:
- Al-Zawahris (leder af al-Qaeda, red.) seneste video varede 55 minutter, mens medlemmer af ISIS (andet navn for IS) konstant bruger Twitter, Snapchat, Kik, Ask.fm. Et kommunikationsapparat, der ikke bliver hindret af organisatoriske strukturer.
FBI's chef i Washington, Andrew McCab, kommer ind på samme forklaring i et interview med amerikanske NBC News.
Han mener, at den massive opbakning til Islamisk Stat sker, fordi terrorbevægelsen bruger virkemidler, der appellerer til unge mennesker vokset op i en kultur, hvor de er vant til at få dækket deres behov her og nu.
Og de lever i en hverdag med konstante informationsstrømninger.
- Historisk set har al-Qaedas besked været: 'Det bliver en lang krig. Vi vil slå den store satan (USA, red.) og oprette et kalifat i fremtiden'. ISIL er kommet frem og har sagt: 'Tiden er inde. Det sker nu. Vi har vores eget territorium, kom og vær med, siger han.
Langt flere end efter 11. september
Vestens mere end 600 luftangreb mod Islamisk Stats positioner i Irak og Syrien har ikke fået færre til at rejse af sted.
Og det amerikanske forsvarsministerium har erkendt, at angrebene godt nok forstyrrer terrorgruppens operationer, men at en større offensiv mod gruppen har lange udsigter, skriver Washington Post.
VIDEO Det gik galt, da våben smidt fra luften af USA endte i hænderne på Islamisk Stat. Klik på play.
http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:544753016187a211c02517e2
Forleden kom USA med deres antagelse af antallet af udenlandske krigere, og den lægger sig op af FN's konklusion.
16.000 menes ifølge amerikanerne at være rejst til Syrien, hvoraf 2000 kommer fra vestlige lande. Mindst 100 af dem fra USA, 500 fra Storbritannien, 700 fra Frankrig og 400 fra Tyskland.
- Frekvensen af rejser ind i Syrien er større, end hvad vi så med Afghanistan efter 11. september, sagde Randy Black, en seniorrådgiver fra USA's efterretningsvæsen til NBC News i onsdags.
Danmark er et af de lande, hvorfra flest er rejst mod Mellemøsten som tilhænger af Islamisk Stat og lignende grupperinger målt på antallet af indbyggere. PET har tidligere meddelt, at omkring 100 er rejst fra Danmark til Syrien.
Flest hellige krigere kommer dog fra Tunesien, hvor omkring 3.000 borgere har tilsluttet sig Islamisk Stat, der har erobret områder på størrelse med Storbritannien i Irak og Syrien.
Hvor mange personer, der i alt er en del af Islamisk Stats selvoprettede hær vides ikke. Der har tidligere været meldinger om op mod 40.000 krigere. Men på grund af den alvorlige og usikre situation i de to lande, er det vanskeligt for fremmede efterretningstjenester at operere på de krigshærgede territorier.