150 IS-krigere overgiver sig ved gruppens sidste bastion

I alt 400 personer har mandag forladt Islamisk Stats sidste bastion i Syrien. Heriblandt cirka 150 IS-krigere.

Der steg store mængder sort røg op fra Baghouz søndag, da Syriens Demokratiske Styrker iværksatte angreb mod Islamisk Stat. (Foto: © AFP PHOTO/BULENT KILIC, Ritzau Scanpix)

Omkring 150 krigere fra den militante gruppe Islamisk Stat (IS) har mandag overgivet sig til amerikanske styrker i Baghouz.

Det oplyser Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder (Sohr).

Baghouz i det østlige Syrien er IS' sidste lille enklave i Syrien.

Krigerne, der har overgivet sig, er blandt i alt 400 personer, der mandag har forladt området. Det sker, efter at Syriens Demokratiske Styrker (SDF) de seneste dage har genoptaget en storstilet offensiv mod IS.

Har brugt civile som skjolde

IS er stort set besejret i Syrien. Gruppen er trængt tilbage til et sidste lille landområde i Baghouz af de amerikanskstøttede kurdiske styrker SDF.

IS-soldaterne har de seneste par uger gemt sig blandt civile i Baghouz.

Derfor har SDF haft svært ved at lancere sit endelige angreb mod gruppen.

Fredag forlød det, at alle civile havde forladt byen. Der er dog stadig nogle få tilbage, skrev SDF's talsmand, Mustafa Bali, søndag på Twitter.

- Vi bremser offensiven i Baghouz på grund af et lille antal civile, der bliver brugt som menneskelige skjolde af Daesh, lød det fra SDF-talsmanden.

Daesh er en arabisk betegnelse for Islamisk Stat.

- Men vi forsikrer om, at kampen om at overtage IS' sidste enklave snart er overstået, lød det videre fra Mustafa Bali.

Få IS-krigere tilbage efter flerårig kampagne

SDF har ikke bekræftet Sohrs oplysning om, at 150 IS-soldater mandag har overgivet sig. Det står heller ikke klart, hvor mange krigere fra IS, der er tilbage i den lille landsby.

En militærkilde fra SDF siger mandag ifølge nyhedsbureauet Reuters, at der resterer i hvert fald nogle IS-krigere i Baghouz.

Skulle Baghouz falde til SDF, vil det markere enden på en fireårig kampagne. Den har haft til formål at afslutte IS' kontrol i Syrien.

Offensiven mod Baghouz er sidste led i en større operation, der begyndte i september sidste år. Målet har været at fjerne de sidste IS-stillinger på den østlige bred af floden Eufrat.

/ritzau/Reuters