14 formodes smittet med zika i Florida

Center for sygdomskontrol i USA advarer kvinder mod at blive gravide efter rejser til Florida.

En Zika-kontrolmedarbejder i Miami, Carlos Vargas, udpeger her en Aedes aegypti myggelarve, der blev fundet i starten af juli i et privat hjem i Florida. (Foto: © Rhona Wise, Scanpix)

Fredag var der fire. Nu er der 14 mennesker, der formodes smittet med zikavirus i storbyen Miami i Florida.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Ifølge myndighederne menes de 14 personer, at have fået zikavirus af myggebid fra lokale myg, hvilket har fået det amerikanske center for sygdomskontrol, CDC, til at opfordre alle gravide til at holde sig væk fra et område lidt nord for det centrale Miami.

CDC anbefaler desuden, at kvinder ikke bør blive gravide i op til 8 uger efter hjemkomst fra det zikaramte område i Florida.

Tilbage i Florida har det stigende antal af smittede fået Floridas guvernør Rick Scott til at bede de amerikanske sundhedsmyndigheder om at sende et hold specialister, der skal hjælpe med at begrænse spredning.

Desuden opfordres borgere og turister i Florida til at indlevere urinprøver, så omfanget af zika-udbredelsen kan blive fastslået. Det skriver Ritzau.

I USA har man indtil nu registreret flere end 1.600 zika-smittede, hvoraf de fleste dog er blevet smittet i forbindelse med rejser uden for landets grænser.

I Statens Serum Institut lyder det, at man afventer en mere præcis vurdering fra de amerikanske myndigheder, før det overvejes at ændre den gældende rejsevejledning til Florida.