En saudiarabisk dreng på 14 år er blevet anholdt, efter at en 45 sekunder lang video, hvor han danser på gaden i det mellemøstlige land, er gået viralt på nettet.
Ifølge myndighederne i Saudi-Arabien er han anklaget for "upassende offentlig adfærd", og han bliver nu forhørt i sagen.
I videoen danser drengen 'Macarena', der stammer fra 1990-hittet af samme navn, på en travl parkeringsplads i byen Jeddah i det vestlige Saudi-Arabien.
Klippet er de seneste dage gået viralt på det sociale medie Twitter, men menes at stamme fra juli sidste år, skriver britiske BBC.
Saudi-Arabien er berygtet for sit konservative samfund, hvor kvinder ikke må køre bil, og der ikke må indtages alkohol.
Ifølge BBC er brugerne på sociale medier splittede, når det kommer til drengen og hans dans. Mens nogle kalder ham en helt, kalder andre hans opførsel for umoralsk.
På grund af mangelende system i Saudi-Arabiens straffelovgivning, har dommere beføjelser til at arrestere og straffe mindreårige i landet.
Tidligere på måneden blev en sanger arresteret for at lave et såkaldt "dab", der er populært blandt unge mennesker, under en koncert.
Bevægelsen menes at stamme fra USA, men er især blevet populært efter alt fra politikeren Hillary Clinton til fodboldstjernen Paul Pogba begyndte at "dabbe".
"Dabbing" er ulovligt i Saudi-Arabien, hvor man anser det for at være en reference til narko-kultur.