Det var vilde billeder, vi så, af biler kastet rundt i bunker af naturens kræfter efter de voldsomme oversvømmelser i den spanske region Valencia.
Nu har myndighederne lavet en konkret oprydningsplan for, hvordan de mange køretøjer, der stadig ligger smadret i de berørte områder, kan blive fjernet fra veje, små gader og marker, hvor vandet hev dem hen.
Ifølge den spanske tv-station RTVE er der omkring 120.000 køretøjer, som skal sendes til skrot.
Samtidig foregår der fortsat et omfattende arbejde med at fjerne mudder og affald fra bygninger, kældre, garager og kloaksystemer.
Myndighederne har oprettet nogle midlertidige opsamlingspunkter, hvor det hele fragtes hen.
I gennemsnit bliver der hver dag fjernet 15.000 ton mudder og affald.
Næsten 1.000 brandfolk, cirka 8.500 soldater og omtrent 10.000 politifolk deltager i oprydningsarbejdet, og de har endnu ikke indstillet eftersøgningen af den håndfuld personer, der fortsat savnes.
Mindst 221 mistede livet i de katastrofale oversvømmelser.
Den spanske avis El Pais skriver, at rengøringsarbejdet kan tage et år.
Kloaksystemerne i mange af byerne er stoppet til med affald og mudder, og det betyder, at indbyggerne ikke har ordentlige vand- og toiletforhold og ikke kan bruge deres vaskemaskiner og opvaskemaskiner. Vandet løber ikke ud af toiletterne efter skylning.
Samtidig er der nogle steder begyndt at brede sig en meget dårlig lugt på grund af forholdene.