De 120 migranter, der er skyllet op på Libyens kyst over de seneste 10 dage, stammer ikke fra tidligere kendte skibsforlis, men altså fra et hidtil ukendt forlis.
Det oplyser Den Internationale Organisation for Migration (IOM) ifølge Reuters.
Borgmesteren i den nærmeste by har tidligere fortalt Reuters, at de døde migranter primært var fra afrikanske lande syd for Sahara ørkenen, men at der også var 23 tunesere iblandt.
I alt er 4027 migranter og flygtninge døde på verdensplan i 2016, og tre fjerdedele af dem er døde på vejen over Middelhavet til Europa, oplyser IOM’s talsmand Joel Millman.
Det er en stigning på 35 procent på verdensplan for de syv første måneder af året i forhold til sidste år ifølge IOM.
I sidste uge bjærgede den italienske flåde ligene af fem migranter og reddede flere end 1100 andre fra overfyldte, synkefærdige både ud for Libyens kyst, oplyste kystvagten i landet.