10.000 plastikstrips og seks km sikkerhedshegn skal holde styr på demonstranter i Cleveland

Byen Cleveland ruster sig op til Republikanernes partikonvent. Få her et overblik over det store sikkerhedsopbud i forbindelse med konventet.

Folk demonstrerer mod Trump i Cleveland. (Foto: © Justin lane, Scanpix)

Mens tusindvis af deltagere og demonstranter strømmer til byen Cleveland i delstaten Ohio for at tage del i eller protestere ved Republikanernes partikonvent, så står myndigheder og politi samtidig klar med et kæmpe sikkerhedsopbud.

Der er givet 50 millioner dollar fra en føderal sikkerhedspulje til Clevelands politikorps i forbindelse med konventet. 30 millioner går til personel og 20 millioner til udstyr, oplyser Cleveland Police til NBC News.

Omkring 50.000 mennesker rejser officielt til byen for at deltage i konventet. Heraf er omkring 15.000 akkrediterede journalister.

Der er omkring 11.310 demonstranter registreret af de organisationer, der har tilladelse til at afholde demonstrationer. Mange andre organisationer har dog ikke sat tal på, hvor mange deltagere de stiller med.

En del mennesker ventes også at demonstrere uden tilladelse fra politiet. Skulle det komme til optøjer, har byen derfor indkøbt 10.000 plastikstrips, der kan bruges som håndjern til politiet.

I alt er der 5.500 politibetjente til stede ved konventet. De tæller blandt andet 3.000 føderale politibetjente og 2.000 politibetjente fra andre stater.

Der er indkøbt 2.000 sæt beskyttelsesudstyr til politiet, som de kan bruge i forbindelse med optøjer under konventet.

Der er klargjort 1.000 senge i lokale fængsler, hvis det skulle komme til masseanholdelser af demonstranter.

Der er bestilt 300 cykler, som skal bruges af politibetjente, der håndterer menneskemængderne.

I alt er der givet tilladelse til 123 parader, demonstrationer og andre begivenheder.

Heraf har 58 forskellige aktører og grupperinger fået tilladelse til at afholde parader, demonstrationer og andre begivenheder.

Der er afsat otte kilometer vej til parader. Og der er næsten seks kilometer sikkerhedshegn omkring dele af bymidten.