Som modsvar til den amerikanske præsident Donald Trumps beslutning om at lægge told på stål og aluminium fra blandt andet Kina, indfører kineserne fra i dag told på 128 forskellige varer fra USA.
Derfor bliver det nu dyrere for den kinesiske forbruger at lægge varer som mandler, svinekød og vin i indkøbskurven – i hvert fald hvis produkterne er amerikanske.
- Det er et klart signal fra Kina om, at den told, Trump lægger på kinesiske varer, den vil Kina modsvare en til en, forklarer Allan Von Mehren, chef-analytiker i Danske Bank med fokus på Kina.
Udmeldingen fra det kinesiske finansministerium er det seneste skridt i en tiltagende handelskonflikt mellem USA og Kina.
I praksis betyder det blandt andet, at der indføres en told på 25 procent på svinekød fra USA og 15 procent på amerikansk frugt og lignende produkter, oplyser det kinesiske finansministerium.
Mere signal end straf
Den nye straftold vil dog kun få forsvindende lille betydning for den amerikanske økonomi, understreger Allan Von Mehren.
- Det svarer til 0,1 procent eller mindre endnu af den amerikanske økonomi, så det er et signal, der skal ses som en del af en større forhandling mellem USA og Kina, hvor man spiller lidt med musklerne.
Og det spil fortsætter formentlig. Donald Trump har allerede oplyst, at han indfører straftold på kinesiske varer på mellem 50 og 60 milliarder dollars, svarende til omkring 300 til 360 milliarder danske kroner.
Spændingerne bunder i amerikanernes store handelsunderskud over for Kina, og ifølge præsidenten reagerer man, fordi ”USA har mistet millioner af jobs til Kina”.
Kan ramme hinanden hårdt
USA har endnu ikke specificeret, hvilke varer, der bliver tale om, og hvor høje, toldsatserne bliver, men det forventes at blive annonceret i den kommende uge.
Og så vil der komme endnu et kinesisk modsvar, siger Allan Von Mehren.
- Hvad der sker derefter er afgørende for, om vi kommer til at se en større handelskrig. Jeg tror, at tingene langsomt falder til ro, når man sideløbende forhandler i kulisserne.
Kommer det til en egentlig handelskrig mellem USA og Kina, så vil begge lande have økonomiske muskler til at kunne ramme hinanden hårdt.
Og netop derfor vil der ikke være mange fordele ved en eskalering, forklarer Allan Von Mehren.
- USA er et meget stort eksportmarked for Kina, men omvendt er der også en lang række områder, hvor Kina kan ramme USA, blandt andet på landbrugseksport og flyeksport, hvor Kina nemt kan dreje efterspørgslen over til Europa eller andre lande, siger han.