Abdi hyldet på Facebook: Fra flygtning til Danmarks darling

24-årige Abdi Hakin Ulad blev hurtigste dansker ved søndagens Copenhagen Half Marathon. Nu bliver den somaliskfødte superløber lovprist på Facebook.

Abdi Hakin Ulad blev med tiden 1'02''48''' bedste dansker ved søndagens Copenhagen Half Marathon. (© DR)

”Kipketer 2.0”. ”Hatten af for ham”. ”Super flot”.

Det skorter ikke på lykønskninger på Facebook, efter Abdi Hakin Ulad søndag blev hurtigste dansker ved Copenhagen Half Marathon med tiden 1 time, 2 minutter og 48 seksunder.

Han kom til Danmark som flygtning fra Somalia i 2001 og har nu slået alle andre danskere ved det københavnske løbearrangement.

- Jeg kan være glad for, at det blev holdt i Danmark, og at tilskuerne derude heppede på mig hele vejen. Det var fantastisk (…) Hvis ikke de var der derude, så tror jeg, det havde været endnu hårdere, lyder det fra Abdi Hakin Ulad ovenpå et veloverstået halvmaraton.

” Vi er på rette spor”

Efter Ulad nåede over målstregen lagde DR Nyheder en video på Facebook, der viser øjeblikket, hvor han passerer målstregen. Den er i skrivende stund blevet delt 76 gange og set af flere end 46.000 brugere.

- Fra flygtning til Danmarks darling i VM-halvmaraton. Det kan lade sig gøre, skriver brugeren Viviana Vidal Iversen.

- Vildt at han ikke fået labels på såsom indvandreren, udlændingen, somalieren eller lignende. Derimod bliver han blot kaldt dansker ligesom alle andre. Kun når det omhandler sport er baggrunden, etnicitet og hudfarve ligegyldigt, mener brugeren Younes Caio.

Der bliver sågar knyttet an til den danske nationalret: Stegt flæsk med persillesovs.

- Tak DR - ingen labels eller nedsættende indvandrermærkat! Fortsæt, vi er på rette spor - for vi er alle danskere, selvom vi ikke spiser hjerter i flødesovs og stegt flæsk med persillesovs, skriver brugeren Bjonko Chalgija, der har delt videoen.

Se Abdi passere målstregen

Se alle kommentarer og Facebook-videoen herunder. Artiklen fortsætter under billedet.

https://www.facebook.com/video.php?v=1037125563004634

Vil med til OL

Og hvad med Olad selv?

Han drømmer om at komme med til OL 2016 i distancen 10.000 meter løb.

- Først og fremmest skal jeg jo klare OL-kravet. Det bliver ikke let, men kommer jeg med, så bliver det en kæmpe oplevelse.