Israelere forbereder sig på flere angreb: 'Der skal langt mere til for at sætte Hizbollah ud af spillet'

De seneste raketangreb mod Israel viser, at Hizbollah trods den seneste uges intense angreb stadig kan slå fra sig, vurderer korrespondent.

Bygninger ved byen Haifa i det nordlige Israel er skadet efter raketnedslag som følge af angrebene fra Libanons Hizbollah-bevægelse. (Foto: © JACK GUEZ, Ritzau Scanpix)

For første gang siden krigen i Gaza brød ud, har den miltante bevægelse Hizbollah ramt mål langt inde i Israel.

Tidligt søndag morgen hylede luftalarmerne over store dele af det nordlige Israel, og ifølge det israelske militær, IDF, er mere end 100 raketter affyret ind over landets nordlige grænse fra Libanon i løbet af natten.

Ifølge Hizbollah var målet militære faciliteter, blandt andet en israelsk luftbase, og billeder fra den nordlige del af Israel omkring havnebyen Haifa viser svært beskadigede og udbrændte bygninger og biler som konsekvens af raketnedslag.

Ifølge Reuters er skoler i et område i det nordlige Israel fra mod Libanon lukket indtil mandag aften og arbejdspladser skal kun holde åbent, hvis der er et tilgængeligt beskyttelsesrum i nærheden.

Gengældelsesangreb

Hizbollahs angreb kommer efter en uges omfattende angreb målrettet bevægelsen. Flere medlemmer og højstående militære topfolk i bevægelsen er blevet dræbt eller såret, efter dele af bevægelsens kommunikationsudstyr simultant er eksploderet i en serie angreb over hele Libanon.

Fredag blev landet så ramt af et omfattende luftangreb, der dræbte flere Hizbollah-kommandører. Ifølge libanesiske myndigheder blev i alt 45 personer - heraf flere børn - dræbt i angrebet.

Israelske sikkerhedsstyrker ved et område nær Haifa, der er blevet ramt af raketangreb begået af Hizbollah-bevægelsen, som hævder at have ramt en række militære mål, blandt andet en israelsk luftbase. (Foto: © JACK GUEZ, Ritzau Scanpix)

Når Hizbollah rammer mål langt inde i Israel er det da også gengældelse for alt, der er sket den seneste uge, siger DR's mellemøstkorrespondent, Puk Damsgård, der befinder sig i Libanons hovedstad, Beirut.

Samtidig viser det, at bevægelsen langt fra er i knæ, selvom den er blevet svækket, for det er kun en lille del af bevægelsens kommunikationssystem, der er blevet ramt, siger hun.

- Angrebet i fredags mod deres topmilitære kommandører og elitestyrker var et hårdt slag, men det er ikke lig med, at de ikke kan fortsætte deres krig mod Israel. Det viser de seneste døgns begivenheder jo med al tydelighed, siger hun og fortsætter:

- De er stadig i stand til at sende raketter langt ind i Israel. Dels den "almindelige" affyring omkring grænsen, men nu også langtrækkende raketter ind i Israel. Der skal langt mere til for at sætte Hizbollah ud af spillet, siger Puk Damsgård.

Israel intensiverer angreb

Hizbollah og Libanon har anklaget Israel for at stå bag angrebene mod kommunikationsapparaterne, mens Israel hidtil ikke har kommenteret angrebene.

Til gengæld lyder det fra Israel i dag, at landets militær er klar til at intensivere angrebene mod Hizbollah-bevægelsen, der har våbenpositioner, våbendepoter, bunkere og andre militære faciliter ved den sydlige grænse.

- Når Israel intensiverer angrebene mod stillingerne ved grænsen, forsøger de at presse Hizbollah til at indgå en aftale om at trække sig længere væk. Hidtil har Hizbollah sagt, at de stopper med at angribe Israel, når der kommer en våbenhvile i Gaza, og krigen stopper. Så det er Israels forsøg på at presse Hizbollah til at indvillige i at trække sig fra grænsen, siger Puk Damsgård.

Du kan læse mere om konflikten mellem Israel og Hizbollah i vores liveblog.