Vildt vejr og oversvømmelser presser landets beredskab

Sekretariatschef i Danske Beredskaber vil have stærkere pumper til de større vandmasser.

Esbjerg er et af de seneste eksempler på vildt vejr og oversvømmelser herhjemme. (Foto: © Jens Christian Top/Ritzau Scanpix)

Landets beredskabsenheder er pressede.

Sådan lyder meldingen fra sekretariatschef i Danske Beredskaber, Bjarne Nigaard, efter nye hændelser med vildt vejr og oversvømmelser.

I weekenden har der været nok at se til i særligt Esbjerg og Vejle, og sådanne hændelser oplever beredskabet flere og flere af, fortæller Bjarne Nigaard.

- Hvis vi går få år tilbage, var der halvt så mange, og vi skulle bruge knap så meget tid og knap så mange mennesker på det, som vi skal i dag.

- Det trækker tænder ud, og det strækker elastikken hos beredskabet, siger Bjarne Nigaard.

I 2023 blev der brugt 7.552 mandetimer på 421 vejrrelaterede hændelser. Det er rekord og knap dobbelt så mange timer som året før, og det bidrager til et "samlet set presset beredskab".

Frygter, at elastikken sprænger

Sekretariatschefen efterspørger bedre materiel i form af blandt andet kraftigere pumper og mere uddannelse til at håndtere de store vandmasser.

Bliver der ikke ændret på beredskabets ressourcer, kan det få konsekvenser for borgerne, siger Bjarne Nigaard.

- Hvis de her hændelser bliver ved med at komme i samme størrelse og omfang, kan jeg godt frygte, at vi på et tidspunkt havner i en situation, hvor elastikken sprænger, og hvor vi ikke kan dæmme op for alt det vand, der kommer.

- Hvis ikke vi kan styre vandet, dæmme det op eller pumpe det nogen steder hen, så er konsekvensen desværre, at folks huse, værdier og infrastruktur går tabt, siger sekretariatschefen.

Hjælpen kan dog være på vej. Beredskabsminister Torsten Schack Pedersen (V) har for nylig indledt forhandlinger om en ny aftale for beredskabet.