Ungarns præsident træder tilbage, efter hun benådede mand dømt i en sag om overgreb på børn

- I dag er sidste dag, at jeg taler til jer som præsident, sagde præsidenten i tv-tale.

Katalin Novak har været næstformand i Victor Orbans parti Fidez. ​ (Foto: © BERNADETT SZABO, Ritzau Scanpix)

Katalin Novak, som har været Ungarns præsident siden 2022, træder tilbage. Det har hun ifølge nyhedsbureauet AP meddelt i en tv-tale.

I april sidste år benådede hun en mand, som var dømt for at dække over en række sexovergreb på børn i statslige børnehjem.

Ifølge dommen havde manden tvunget børn, som var ofre for misbruget, til at ændre forklaringer for at hjælpe børnehjemmets leder, som var anklaget i sagen. Lederen af børnehjemmet blev idømt otte års fængsel, skriver Ritzau.

Den benådede mand fik en dom på tre år og fire måneder.

Siden benådningen kom frem for en uge siden, har flere krævet præsidentens afgang. Den kommer altså nu:

- Jeg udstedte en benådning, som har forårsaget forbløffelse og uro hos mange. Jeg begik en fejl, sagde Novak på ungarsk stats-tv.

Orban er rejst hjem

Premierminister Viktor Orban forkortede et besøg i Qatar lørdag og vendte hjem på grund af krisen.

Orban fremsatte torsdag et lovforslag om, at personer, der er dømt for misbrug af børn, i fremtiden ikke skal kunne benådes.

Ungarske præsidenter bliver valgt for embedsperioder på fem år. Selv om rollen mest er ceremoniel, har præsidenten en vis magt.

Præsidenten kan nemlig sende lovgivning, som vedkommende anser som værende imod forfatningen, tilbage til parlamentet til gennemsyn eller videre til en forfatningsdomstol, skriver Ritzau.